»Når man som Ungarn bygger hegn mod krigsflygtninge, krænker pressefriheden og domstolenes uafhængighed, bør man udelukkes fra EU«
EU bør smide Ungarn på porten, mener Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn.
Hvis Ungarn ansøgte om EU-medlemskab i dag, ville det aldrig ske.
Det vurderer Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn, som i et interview med Die Welt opfordrer til, at EU smider landet på porten.
»Vi kan ikke acceptere, at EU’s grundværdier bliver voldsomt krænket. Når man, som Ungarn, bygger hegn mod krigsflygtninge, krænker pressefriheden og domstolenes uafhængighed, bør man udelukkes fra EU midlertidigt eller om nødvendigt for altid,« lyder det.
Siden 2010 har de ungarske myndigheder indført stadigt større kontrol med medierne, og landets presse fik mærkatet ”delvist fri” i 2015 fra organisationen Freedom House.
Samtidig opførte man over sommeren 2015 grænsehegn flere steder med den begrundelse, at man ville forhindre flygtninge og migranters ulovlige grænseovertrædelser, og Ungarn har hidtil nægtet at tage imod flygtninge som en del af EU’s kvoteaftale.
Den 2. oktober får ungarerne selv mulighed for at stemme ja eller nej til EU’s flygtningekvoter. Derudover har landets premierminister, Viktor Orban, annonceret, at de omstridte hegn vil blive erstattet med mure.
»Det hegn, som Ungarn bygger for at holde flygtninge væk, bliver hele tiden længere, højere og farligere. Ungarn er ikke langt fra at udstede en skydeordre mod flygtninge. Enhver, som ønsker at overvinde hegnet, må regne med det værste,« siger Jean Asselborn, som tilføjer, at landet behandler krigsflygtninge »værre end dyr.«
Hvis man vil bevare sammenhængskraften og værdierne i EU, er den eneste mulighed at ekskludere Ungarn, mener udenrigsministeren således.
Som reglerne er nu, kræver det dog enstemmighed blandt alle EU-medlemslande, hvis nogen skal udelukkes, og derfor foreslår Asselborn, at man ændrer reglerne, så det ikke længere er et krav.
Fredag mødes EU’s 27 stats- og regeringsledere i den slovakiske hovedstad, Bratislava, hvor EU’s fremtid efter brexit skal diskuteres.