»Nu kan man også få problemer ved højlys dag, hvis man taler svensk inde i byen, og den forkerte person hører det«

»Folk er frygtelig bekymrede. De spekulerer på, om de må tale svensk, om de må eksistere, og de gav et signal om, at det er blevet værre.«

Sådan lød det i maj fra Finlands rådmand for sproglige rettigheder, den finlandssvenske Corinna Tammenmaa.

De mennesker, som hun talte om, var nogle af de omtrent 300.000 svensksprogede finner, som bor i landet, og som havde besvaret en række spørgsmål på justitsministeriets hjemmeside om deres sproglige rettigheder.

Samme billede går igen i en kortlægning, som Enheten för journalistik, medier och kommunikation på Stockholms Universitet har foretaget. Her svarer 295 ud af 412 adspurgte finlandssvenskere, at de har følt sig truet eller udsatte, mens 244 af dem siger, at de er blevet truet eller udsat for fysisk eller verbal vold.

Det skriver Expressen, som i en længere artikel beskæftiger sig med det finlandssvenske mindretal, der udgør omkring 5 pct. af befolkningen. Hadet mod de svensksprogede er ikke nyt og hænger bl.a. sammen med en udbredt opfattelse af, at de er rigere og nyder større privilegier end de finsksprogede.

18-årige Siri Rosenström hører til dem, som nogle ser skævt til. Hun og hendes venner lever med den konstante bevidsthed om, at svensk ikke skal tales alle steder, hvis man vil undgå problemer. Da en mand engang opdagede, at hun sad og læste en svensk bog i bussen, fik hun en lodret ordre om at »flytte hjem« og forsvinde »fra vores land,« fortæller hun til Expressen.

Men hun beretter også om en barndom, hvor de svensk- og finsksprogede levede et segregeret liv. I børnehaveklassen befandt børnene sig i samme bygning, men gik ind ad forskellige døre, ligesom de legede på hver sin side af legepladsen.

Finland er officielt tosproget, og det svensktalende mindretal skal således have mulighed for at leve udelukkende på svensk, ligesom svenskundervisning er obligatorisk i folkeskolen.

Men det er der mange, som ikke er begejstrerede for, da de mener, at finnerne lærer svensk på bekostning af andre fag.

I 2011 satte det nationalistiske parti Sande Finner sig i parlamentet som landets tredjestørste parti. En af partiets mærkesager var et opgør med, hvad man kaldte »tvangssvensk« i skolerne.

To år senere blussede debatten om finlandssvenskerne atter op, da tv-værten Bettina Sågbom-Ek fra den svensksprogede tv-station Yle Fem fortalte, at hun havde modtaget en e-mail, hvor der stod, at hendes familie ville blive udryddet, så blodet flød hele vejen til Sverige, hvis ikke hun inviterede den sprognationalistiske forening Finskhedsforbundet ind i studiet.

Efterfølgende stod den daværende redaktionschef på avisen Helsingin Sanomat, Paula Salovaara, og Päivi Storgård fra det finske parti Svenska Folkpartiet frem og afslørede, at de også var blevet truet.

I dag siger Bettina Sågbom-Ek til Expressen, at selv om hendes beretning om truslerne fik flere til at stå frem og fordømme dem, så har det grundlæggende ikke ændret noget.

»Vi har vænnet os til, at det er sådan, nu kan du endda få problemer ved højlys dag, hvis du taler svensk i byen, og den forkerte person hører det.«

2013 var også året, hvor Sande Finner sammen med en række organisationer igangsatte en kampagne for at gøre svenskundervisningen frivillig. Initiativet fik indsamlet flere end 50.000 underskrifter, der krævede en lovændring, og i Finland betyder det, at Rigsdagen skal behandle forslaget.

Det blev dog nedstemt i 2015, men endnu et borgerinitiativ er nu i færd med at indsamle underskrifter med samme formål.

Og når Rigsdagen atter skal forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt svenskundervisningen skal gøres frivillig, er der sket noget afgørende.

Svenska Folkpartiet kom for første gang siden 1979 ikke med i regeringen, da den blev dannet i maj 2015. Det gjorde til gengæld Sande Finner, og dermed kan det ende med et flertal for afskaffelsen af den obligatoriske svenskundervisning.

I flere kommuner foregår der allerede massivt lobbyarbejde for at eksperimentere med sprogundervisningen ved at tilbyde svensk på frivillig basis, ligesom det for finlandssvenskerne vil være frivilligt at modtage finskundervisning. Samtidig begynder flere kommuner at oprette tosprogede skoler.

Mens nogle mener, at tosprogede skoler vil gavne på begge sider af det imaginære hegn, frygter andre, at man er på vej til at udfase det svenske sprog i Finland. For også en række offentlige myndigheder og sundhedsinstitutioner begynder at lægge deres finske og svenske afdelinger sammen.

Adspurgt om tosprogede skoler er begyndelsen på enden for finlandssvenskerne, svarede Barbro Allardt Ljunggren, som forsker i tosprogethed, til Yle tidligere på året:

»Jeg er bekymret. Det sker nok ikke lige med det samme, men når man ser på visse grupper i verden, så er det gået uventet hurtigt. Sprog dør jo hele tiden i forskellige forbindelser.«