Valg i Finland: Selv statsminister Alexander Stubb undsiger regeringen, hvis "eneste bedrift er, at den har overlevet"

Traumatisk.

Sådan betegnede den afgående finske premierminister Alexander Stubb forleden sin korte tid som statsminister i et interview med Financial Times. Og når selv regeringslederen bruger så vægtigt et ord, ved man, at den er gal.

Stubb har kun siddet som partileder af det konservative Samlingspartiet og som statsminister siden juni sidste år, hvor Jyrki Katainen forlod posterne for at blive EU-kommissær. Men det friske pust gjorde ingen forskel for den dysfunktionelle regering, som bliver udskiftet efter valget den 19. april.

"Det har været fire meget hårde år. Regeringen har forsøgt at gennemføre reformer, men de er stort set alle faldet til jorden. De sidste par uger, inden valgkampen gik i gang, faldt alt fra hinanden, og selv regeringspartierne begyndte at stemme imod regeringens egne forslag," fortæller valgforsker ved det finske Åbo Akademiet Åsa von Schoultz.

Lauri Karvonen, som er professor samme sted, fælder en hård dom over regeringen.

"Regeringen har ikke fået noget som helst gennemført. Jeg plejer at sige, at dette er en regering, hvis eneste bedrift er, at den har overlevet. Vi har haft store spørgsmål på tapetet. Der er behov for en kommunereform, den blev ikke til noget, og så forsøgte man at lave en reform af sundheds- og plejeområdet. Den blev heller ikke til noget."

Efter valget i 2011 dannede man en koalitionsregering af ikke færre end seks partier, Samlingspartiet, Socialdemokraterne, De grønne, Venstreforbundet, Svensk Folkeparti og Kristendemokraterne.

For, som Lauri Karvonen udtrykker det: "De fleste partier i Finland vil gerne i regeringen".

"Men det er aldrig nok med to partier i regeringen. Modellen i Finland har været, at man tager flere partier med i regeringen end nødvendigt, således at intet lille parti skal have mulighed for at true med at forlade regeringen og dermed efterlade den i mindretal," lyder det.

Derfor var regeringen heller ikke i mindretal, da både De Grønne og Venstreforbundet forlod den sidste år. Men intet tyder på, at de fire tilbageværende har lyst til at gentage de sidste fire års fiasko.

Eller at vælgerne vil give dem lov.

For sidste valgs store taber, oppositionspartiet Centerpartiet, tegner til at blive det største, og 54-årige Juha Sipilä vil dermed blive statsminister.

Valget i 2011 var ellers Centerpartiets dårligste med 15,8 pct. af stemmerne, men partiet har haft så stor succes som opposition, at det nu står til 24-25 pct. i meningsmålingerne.

En af årsagerne er netop Juha Sipilä, som ifølge Åsa von Schoultz har benyttet sig af en apolitisk strategi.

"Hvis ikke partiet kan tilbyde en bedre løsning end regeringen, vil man ikke kritisere, bare tie. Men Juha Sipilä indrømmer også, at en af nøglerne til Centerpartiets succes er, at regeringen har haft store problemer," siger hun.

Juha Sipilä er tidligere forretningsmand og har kun siddet i rigsdagen siden 2011, mens han blev partileder i 2012. Han tilhører en religiøs vækkelsesbevægelse, men hans religion er ikke blevet nævnt i valgkampen, fortæller Lauri Karvonen, som mener, at det skyldes finnernes værnen om privatlivet.

Til gengæld bliver økonomien omtalt igen og igen, for den er netop det helt store tema i valgkampen, lyder det samstemmende fra begge eksperter.

Arbejdsløsheden stiger, gælden øges, og eksporten lider.

Mobiltelefonproducent Nokia tjener langt fra, hvad den har gjort, og har igennem de senere år lukket fabrikker og fyret tusindvis af medarbejdere. Samtidig har papirindustrien lidt et gevaldigt knæk.

Da Finland i oktober sidste år fik kreditvurderet sin økonomi, måtte man se en nedjustering i øjnene. Da sagde statsministeren: "Man kan vel sige, at iPhonen dræbte Nokia, og iPad'en dræbte den finske papirindustri".

"Den store fejde handler nu om, hvor meget man skal skære ned, og hvor meget man kan låne yderligere for at stimulere økonomien," siger Lauri Karvonen, som mener, at valgkampen er usædvanlig set med finske briller.

"Vi har en meget konsensuspræget, parlamentarisk politik. Vi har ingen naturlige ideologiske flertal, og man har derfor i regeringsdannelser været tvunget til at inkludere partier, som er meget forskellige. Derfor har partierne normalt været forsigtige i sine valgkampagner og ikke formuleret politiske programmer, som bliver umulige at gennemføre sammen med andre partier. Meget har været utydeligt i valgkampagnerne, men nu begynder vi at se tydeligere ideologiske positioner," forklarer han.

Konsensuspolitikken opstod ifølge professoren begyndelsen af 1980'erne som følge af en lang periode med politisk kaos og regeringer, som sjældent holdt mere end ét år ad gangen.

Åsa von Schoultz mener omvendt, at konsensuspolitikken er fortsat i valgkampen.

"Jeg synes, at det mest overraskende er, hvor tam valgkampen har været indtil videre, når man tænker på den økonomiske situation og de reformer, som alle ved, at der er behov for. Partierne er ikke enige om, hvad den bedste strategi er. Skal vi stimulere økonomien eller skære ned på udgifterne eller begge dele? Men med tanke på, at der er vigtige valg, der skal foretages, så er der ikke megen diskussion om de konkrete tiltag."

Ifølge Åsa von Schoultz skyldes det det særegne træk ved finsk politik, at partierne under en valgkamp ikke på forhånd melder ud, hvem man ønsker at indgå regering med.

"Parterne siger intet om hvem, de agter at danne regering med før efter valget, så vælgerne kan kun forholde sig til det enkelte parti. Og da alle partier ønsker at komme i regering, er de varsomme med deres budskaber. De vil ikke komme med konkrete valgløfter af frygt for at komme til at bryde dem. Lige nu ved alle, at Centerpartiet bliver det største parti, og det er altid de største, som danner regering. Vi ved ikke, om det bliver en højredrejet regering eller en venstredrejet, og derfor forsøger alle øvrige partier at tale Centerpartiet efter munden. Så de siger, at de har deres eget valgprogram, men i debatterne ender de altid med at sige, at "på netop dette punkt er vi enige med Centerpartiet". Det er kedeligt, og det er ikke godt for valgdeltagelsen," siger valgforskeren.

Ved valget i 2011 gik lå valgdeltagelsen på 70,5 pct., hvilket var 2,6 pct. bedre end valget i 2007.

Åsa von Schoultzen mener, at det skyldes det faktum, at det højrenationale og populistiske parti Sande Finner stillede op som et reelt alternativ til de øvrige, konsensussøgende partier. Partiet fik 19,1 pct. af stemmerne - en voldsom fremgang i forhold til 2007.

Bl.a. pga. partiets EU-politik, som betød at man hellere ville lade eurozonen kollapse end at låne flere penge til Grækenland, kom Sande Finner ikke i regeringen, men valgforskerne udelukker ikke, at det sker denne gang.

"Når man ser på partileder Timo Soines længsel efter at komme i regeringen, kan man godt forestille sig, at partiet er villigt til at indgå mange kompromisser," konstaterer Lauri Karvonen.

Og mens de finske vælgere tilsyneladende er svære at motivere, har politikerne i hovedstaden Helsinki fået ét våben mindre at gøre godt med. For nu er det slut med at lokke det folk, som indtil 2013 var verdens mest kaffedrikkende, med valgkaffe.

Hidtil har det været traditionen, at gratis kaffe var en del af manges valgkampagne, men i Helsinki har de handlende klaget så meget over den unfair konkurrence, at valgkaffe nu er blevet forbudt på flere af byens markeder.

Finnerne drikker 1,8 kop kaffe om dagen, kun overgået af hollænderne, som er helt oppe på 2,4 kopper om dagen.