Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu: Min kone er for dødsstraf, men jeg er imod
Hvorfor denne fjendtlighed mod Tyrkiet, spørger landets udenrigsminister, som føler sig ydmyget.
Dødsstraf eller ej.
Det er spørgsmålet i Tyrkiet, hvor præsident Erdogan ved flere lejligheder har slået fast, at det er folkets ønske, og at man bør lytte til folket.
I 2004 afskaffede Tyrkiet dødsstraf, men overvejer altså nu at genindføre den efter det mislykkede kupforsøg i juli måned. Sker det, vil det formentlig spænde endegyldigt ben for Tyrkiets EU-drømme.
Ikke desto mindre bringer landets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, i et interview med den tyske avis Bild atter folket på banen.
Ministeren undrer sig over, at man i Europa taler som om, at dødsstraffen allerede er indført, og understreger, at han personligt er principielt modstander af den ultimative straf.
»Men i øjeblikket er der store følelser hos det tyrkiske folk, og det kan vi ikke bare ignorere. Min kone er f.eks. for dødsstraf. Hun er akademiker, har arbejdet i det offentlige. Men efter, at hun har oplevet kuppet, siger hun: ”Vi har brug for dødsstraffen.” Jeg har diskuteret fordele og ulemper med min kone og datter i ro og mag. Det tyrkiske folk er traumatiseret, og det er også det, som europæerne ikke forstår. De ydmyger os i stedet for at hjælpe,« lyder det fra Mevlüt Cavusoglu, som savnede en tydeligere fordømmelse fra europæisk hold efter kupforsøget.
Det kuldsejlede forsøg skete natten til den 16. juli i hovedstaden Ankara og Istanbul, hvor 237 mennesker blev dræbt, og flere end 2.100 kom til skade. Siden er over 16.000 blevet arresteret og 70.000 fyret eller suspenderet.
Samtidig har tusindvis af ansatte i institutioner og skoler fået deres arbejdstilladelser annulleret. Tyrkiets regering beskylder den religiøse leder Fethullah Gülen for at stå bag kupforsøget, noget, som Gülen, der lever i eksil i USA, har afvist.
Samtidig har der fra EU lydt voldsom kritik af Tyrkiets ageren i kølvandet på begivenhederne, og formanden for EU-Kommissionen, Jean Claude Juncker, har advaret om, at en genindførelse af dødsstraffen vil betyde, at forhandlingerne om EU-medlemskab afbrydes.
EU-Kommissionen har også tidligere gjort klart, at Tyrkiet endnu ikke opfylder kravene for visumfrihed i EU, som ellers er et af elementerne i den flygtningeaftale, som EU har indgået med Tyrkiet. En visumfrihed, som ifølge ministeren skulle gælde fra oktober.
»Vi har gjort os flere anstrengelser end næsten alle andre lande for at opfylde betingelserne for indtrædelse i EU. Men det, som vi oplever fra dele af EU, er udelukkende trusler, fornærmelser og en total blokade. Jeg spørger mig selv: Hvad har vi gjort. Hvorfor denne fjendtlighed over for Tyrkiet,« siger Mevlüt Cavusoglu.
Adspurgt hvorvidt Europa atter kan regne med en strøm af flygtninge fra Tyrkiet, hvis ikke tyrkerne kan rejse visumfrit fra oktober, lyder svaret:
»Jeg ønsker ikke at tale om det værst tænkelige tilfælde, samtalerne med EU fortsætter. Men det er klart, at enten anvender vi alle traktater, eller også lægger vi dem alle til side.«