Nato-chef advarer: Brexit vil svække sikkerheden i Europa
Generalsekretær Jens Stoltenberg advarer om konsekvenserne, hvis Europas største militærmagt forlader EU.
BRUXELLES — Blot få dage før den britiske afstemning advarer Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, om, at en britisk exit fra EU vil forringe sikkerheden i Europa.
»Det er op til de britiske borgere at beslutte, men jeg kan sige, hvad der betyder noget for Nato: Et stærkt Storbritannien i et stærk Europa er godt for Storbritannien og for Nato. Vi lever i en tid med historisk store sikkerhedsudfordringer fra både øst og syd med terror, ustabilitet og et mere selvhævdende Rusland,« siger Nato-chefen i et interview med Jyllands-Posten og fire andre europæiske medier.
Enighed og stabilitet er måske vigtigere end nogensinde.Jens Stoltenberg, Nato-generalsekretær
»Enighed og stabilitet er måske vigtigere end nogensinde, og vi har ikke brug for et fragmenteret Europa, der bidrager til ustabilitet og uforudsigelighed. Det vil ikke tjene vores fælles sikkerhed,« lyder hans konklusion.
Stoltenberg fremhæver også, at det er en stor styrke, at briterne som Europas største militærmagt sidder med ved bordet i både Nato og EU, hvor de er en stemme for mere samarbejde.
Meldingen kommer, en måned efter at fem forhenværende Nato-chefer, herunder tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, sendte en lignende advarsel. I et fælles indlæg i den britiske avis The Daily Telegraph skrev de, at brexit vil føre til mindre britisk indflydelse, undergrave Nato og styrke Vestens fjender.
Samarbejdet mellem Nato og EU har bl.a. vist sig vigtigt i forhold til Rusland. Det var EU og ikke Nato, der som svar på Ruslands destabilisering af Ukraine indførte sanktioner. Det var også EU, som under den tidligere britiske EU-udenrigschef Catherine Ashton leverede et gennembrud i atomvåben-forhandlingerne med Iran.
En kædereaktion
Ifølge lektor fra Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen består den største risiko dog i, at brexit kan udløse en kædereaktion, der får de EU-glade skotter til at kræve en skilsmisse og får Storbritannien til at falde sammen.
»Hvis det sker, får vi en periode på 10 år, hvor Storbritannien har så travlt med at håndtere sine interne problemer, at man ikke kan være en mobiliserende kraft i europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik,« siger Peter Viggo Jakobsen.