Fortsæt til indhold
Europa

Kroatiens præsident: Merkel har skabt kaos ved at trække i håndbremsen

Den kroatiske præsident retter en hård kritik mod Tysklands kansler, Angela Merkel.

Det er Angela Merkels skyld.

Sådan lyder det groft sagt fra den kroatiske præsident Kolinda Grabar-Kitarovic, som på tv-kanalen TV Nova retter en hård kritik mod den tyske kansler, når det gælder det flygtningekaos, som landet de seneste dage har oplevet.

Angela Merkel har skabt en del af det kaos, som Kroatien står i nu, mener den kroatiske præsident Kolinda Grabar-Kitarovic.

For siden onsdag, dagen efter at Ungarn færdiggjorde et grænsehegn mod Serbien og gjorde det ulovligt at krydse grænsen uden om de officielle grænseovergange, har omkring 25.000 flygtninge og migranter valgt en rute over Kroatien mod særligt Tyskland, men også Skandinavien.

Ifølge Kolinda Grabar-Kitarovic har den tyske kansler i første omgang "kaldt" på flygtningene, hvorefter hun har "trukket i håndbremsen" ved at at sige, at Tyskland ikke kan tage imod økonomiske migranter.

"Fru Merkel har gjort det, som om hun ikke har været bevidst om, at når man trækker i håndbremsen på en vej med så mange biler, så skaber det kaos. Og det skal løses nu."

Tyskland har meddelt, at man vil tage imod syriske flygtninge, selv om de er rejst igennem EU-landet Ungarn på vejen, hvorved man i praksis sætter Dublin-reglen ud af effekt.

Men ikke lang tid efter den meddelelse annoncerede man alligevel øget grænsekontrol.

Kroatien har også skiftet retning et par gange inden for den seneste uges tid. Således lød det onsdag fra Kroatiens premierminister, Zoran Milanovic, at landet ville give fri passage til de flygtninge og migranter, der kom fra Serbien og nu havde valgt at krydse den kroatiske grænse.

"Vi er parat til at acceptere og vejlede disse mennesker med hensyn til, hvor de øjensynligt ønsker at tage hen," sagde Milanovic med henvisning til Tyskland og Skandinavien.

Men torsdag blev presset dog så stort, at kroaterne valgte at lukke de fleste grænseovergange til Serbien. Samtidig lød det fra indenrigsminister Ranko Ostojic, at flygtninge og migranter kunne tage til modtagecentre omkring hovedstaden, Zagreb, men at de, som ikke søgte asyl, ville blive betragtet som illegale immigranter.

Fredag overgik man så til det, der blev kaldt plan B. Migranterne ville blive ledt videre mod Ungarn og Slovenien, fordi Kroatien ikke har kapaciteten til at håndtere menneskestrømmen.

Talsmand for den ungarske regering, Zoltan Kovacs, reagerede ved at kalde det "fuldstændig uacceptabelt, at et europæisk land ikke respekterer europæiske regler, bare fordi det ikke var forberedt."

Flere tusinde flygtninge befinder sig lige nu ved den serbiske grænse, hvor de venter på at blive transportere videre til et midlertidigt modtagecenter, hvorfra de bliver sendt videre til Ungarn, som er i færd med at opføre et nyt hegn på grænsen til Kroatien.

Tirsdag mødes EU's justits- og indenrigsministre for at blive enige om fordelingen af 120.000 flygtninge og migranter.