Rester af dødspilot er fundet
Franske havariefterforskere bekræfter, at resterne af 2. piloten Andras Lubitz er identificeret.
Franske havariefterforskere har fundet rester af den 27-årige andenpilot, Andreas Lubitz, blandt de mere end 600 ligdele, som redningsmandskabet indtil nu har bjærget fra ulykkesstedet i Sydfrankrig, hvor en Airbus A320 fra det tyske selskab Germanwings styrtede ned for en uge siden. Det skriver den engelske avis The Telegraph.
Ifølge avisen har den ledende retsmediciner på efterforskningsholdet, Professor Michael Tsokos, bekræftet overfor den tyske avis Bild, at Lubitzs dna er blandt de bjærgede ligdele.
Retsmedicinerne har siden styrtet arbejdet non-stop på at identificere ligdelene efter de omkomne passagerer og besætningsmedlemmer. Indtil nu er der identificeret dna fra 78 forskellige mennesker, og eksperter forventer, at alle ligdelene er identificeret i løbet af en måned.
Mens retsmedicinerne arbejder, leder redningsmandskabet stadig efter den manglende sorte boks, den såkaldte Flight Data Recorder, som registrerer data om flyets bevægelse og instrumenter. Først når den er fundet, kan havariefterforskerne endeligt konkludere, hvorfor flyet med 700 km/t hamrede ind i de franske alper nær byen Digne-les-Bains.
En ledende medarbejder fra Lufthansa, Kay Kratky, rejser imidlertid tvivl om, hvorvidt boksen nogensinde bliver fundet. På den tyske tv-station ARD sagde han, at boksen muligvis er blevet totalt knust, da den sammen med resten af flyet ramte bjerget med 700 km/t.
Normalt udsender flyets sorte bokse et radiosignal i de første dage efter et styrt, men redningsmandskabet har ikke opfanget nogen signaler fra Flight Data Recorderen i det tyske fly.