Fortsæt til indhold
Europa

Fornærmende og acceptabel: Muslimer reagerer på Charlie Hebdo-forside

I Iran og Egypten raser man over Charlie Hebdos seneste forside, mens muslimer i Europa maner til ro.

Den 7. januar fik det tragiske konsekvenser for det franske satiremagasin Charlie Hebdo, at det ved flere lejligheder har publiceret tegninger af profeten Muhammed.

I alt 12 personer blev dræbt, da to gerningsmænd trængte ind i redaktionslokalerne og skød omkring sig.

Ikke lang tid efter terrorangrebet lød det fra de tilbageværende redaktionsmedlemmer, at magasinet ville udkomme som vanligt onsdagen efter.

Onsdag kom bladet så på gaden i ikke færre end tre mio. eksemplarer, som blev revet væk så hurtigt, at udgiveren har besluttet at trykke yderligere to mio. blade.

Det helt store samtaleemne har dog været magasinets forside, som viser en tegning af profeten Muhammed. Han holder et skilt i hånden med ordene ”Je suis Charlie” (Jeg er Charlie), mens en tåre er på vej ned ad hans kind. Over hans hoved står: ”Alt er tilgivet”.

Også inde i bladet finder man karikaturer af Muhammed sammen med satiriske tegninger af bl.a. paven.

Denne uges udgave af Charlie Hebdo udgives på seks sprog: Fransk, italiensk og tyrkisk i den trykte udgave, mens den elektroniske også kan læses på engelsk, spansk og arabisk.

Samtidig har medier verden over valgt at trykke forsidetegningen, som er blevet bemærket af muslimerne.

Men reaktionerne er ikke entydige.

Den egyptiske muslimske organisation Dar al-Iftaa er rasende over tegningen, som bliver kaldt en ”uberettiget provokation” mod hele verdens muslimer.

Ifølge nyhedsbureauet AFP lyder det i en udtalelse fra Dar al-Iftaa, at forsiden vil ”resultere i en bølge af had i det franske og vestlige samfund.”

Også i Iran siger en talskvinde for udenrigsministeriet til AP, at der er tale om en provokation, og hun fordømmer, hvad det som kaldes en fornærmelse mod islam.

Jordans prins, Hassan bin Talal, mener, at karikaturen blot gør situationen værre. Men hvis figuren i stedet havde holdt et skilt med ordene ”Je suis Ahmed”, efter den muslimske betjent, som blev dræbt i forbindelse med angrebet, ville det ifølge prinsen have gjort en positiv forskel, skriver The Guardian.

Men i Frankrig tager man det mere roligt. Her udsendte Det Franske Råd for Den Muslimske Religion og Foreningen af Franske Islamiske Organisationer en fælles udtalelse tirsdag, hvor man manede til ro og opfordrede til at afholde sig fra ”følelsesmæssige reaktioner uforenelige med det muslimske samfunds værdighed.” Og samtidig respektere ytringsfriheden.

Lederen af en større moské i det østlige Paris Hammad Hammami udviser umiddelbart mest forståelse for karikaturerne:

”Vi finder disse karikaturer acceptable. De er ikke nedværdigende for profeten,” siger Hammami, som sammenligner med andre af Charlie Hebdos Muhammed-tegninger.

I Storbritannien har 53 muslimer underskrevet en erklæring, som det muslimske råd har lagt på sin hjemmeside.

”Vi beklager og er naturligvis sårede over afbildningen af vores profet Muhammed,” lyder det i udtalelsen, hvor muslimer opfordres til at opføre sig med værdighed og tilbageholdenhed.

Formanden for den britiske muslimske forening Omer el-Hamdoon siger til radioprogrammet ”Today” på BBC 4:

”Min reaktion på tegningerne er afsky, men mere gående i retning af irritation, for det, der sker her, adskiller sig ikke meget fra, hvad vi så i 2005 med de danske tegninger, hvor medier kom ind i en cyklus, hvor de trykte tegningerne bare for at vise trods. Og det resulterede bare i flere krænkelser.”

I Tyrkiet afgjorde en domstol, at alle hjemmesider, der bringer Muhammed-forsiden af Charlie Hebdo, skal blokeres. Det afholdt dog ikke avisen Cumhuriyet fra at genoptrykke fire sider med Charlie Hebdos nyeste karikaturretninger.