JP i Paris: Alle er "Charlie" i en nation, der er gået i sort
Ingen spørger endnu åbent, om der blev passet godt nok på Charlie Hebdo, siger JP's korrespondent.
Hvordan kunne det lade sig gøre for to maskerede mænd at tiltvinge sig adgang til Charlie Hebdo, som i årevis har været et oplagt terrormål pga. publiceringen af adskillige Muhammed-tegninger?
Og hvordan kunne to af de formodede gerningsmænd nå så langt uden at blive stoppet, når efterretningstjenester holdt øje med dem?
Uanset svarene lykkedes det onsdag to mænd at true sig ind i Charlie Hebdos redaktionslokaler og skyde og dræbte i alt 12 mennesker, mens 24 blev såret.
Torsdag vågnede franskmændene op til en nation i sorg, men ingen stiller endnu ovenstående spørgsmål, fortæller Jyllands-Postens korrespondent i Paris Solveig Gram Jensen.
”Premierministeren, Manuel Valls siger, at nulrisiko findes ikke, men der bliver ikke peget fingre på nuværende tidspunkt. Såret er helt frisk, og nu handler det om jagten på gerningsmændene og sorgen, og de eventuelle røde ører må komme senere.”
Ifølge Solveig Gram Jensen strømmer folk til Charlie Hebdos redaktionslokaler for at lægge blomster og tænde lys.
”Nationen er gået fuldstændig i sort, og over hele byen står der ”Je suis Charlie” (jeg er Charlie, red.). Selv på de skilte, der angiver, hvornår metrotoget kommer, står der ”Je suis Charlie”. Landet står virkelig sammen.”
Fransk politi har udstedt arrestordrer på den 32-årig Cherif Kouachi samt den 34-årige storebror Said Kouachi, som mistænkes for at stå bag terrorgerningen. De er begge franske statsborgere med algeriske rødder.
En tredje, en 18-årig mand, har meldt sig selv til politiet, efter han blev efterlyst, men han fastholder, at han var i skole under terrorangrebet.
Kort efter angrebet fortalte journalist og kronikør Antonio Fischetti, som har været tilknyttet Charlie Hebdo siden 1997, at de ansatte levede med truslen over hovedet. Ikke mindst efter et brandattentat i 2011, som betød, at bladet måtte flytte ind i nye og mere sikre lokaler.
Ikke desto mindre var agtpågivenheden blevet mindsket i den senere tid, sagde han til den franske avis Libération.
”Efter brandbomben i 2011 var der længe en politibil uden for redaktionen. Først var den der hele tiden, og efter noget tid var den der kun ved redaktionsmødet om onsdagen. Men i et stykke tid - en måned eller to - har den ikke været der. Gerningsmændene må have lagt mærke til det. De ventede virkelig på det rette øjeblik.”
Solveig Gram Jensen fortæller, at der ikke er en følelse af angst i Paris, men af sammenhold.
”Folk er rystede, i sorg og vrede. Men de er også meget indstillede på at vise, at de står sammen. Der er en kæmpe solidaritet og en følelse af, at ”de skal ikke få os ned med nakken”.”
De næste tre dage vil flagene i Frankrig være på halv stang, og lørdag er der arrangeret en kæmpe demonstration under overskriften ”Je suis Charlie”.