Fortsæt til indhold
Europa

Kyenge kæmper fra Bruxelles

Italiens tidligere integrationsminister stammer fra Congo, og vil bruge mandatet til at råbe andre EU-lande op om, at de skal være mere solidariske for at bekæmpe strømmen af illegale indvandrere over Middelhavet.

Heidi Plougsgaard, Jyllands-Postens korrespondent

BRUXELLES

Cécile Kyenge er knapt flyttet ind på sit kontor i Europa-Parlamentet. Hylderne i reolerne er tomme. Det eneste på skrivebordet er hendes iPhone, og den har hun lige pillet op af tasken. Men den 49-årige, tidligere integrationsminister fra det italienske socialistiske regeringsparti PD har allerede store ambitioner for, hvad hun vil opnå med sin plads i EU-Parlamentet.

Italien skal ikke længere stå alene med at takle den voksende strøm af afrikanske migranter, der hvert år krydser Middelhavet i vakkelvorne både for at nå til Europa. Det bør være et europæisk ansvar, og løsningen er ikke bare en fælles indsats for at patruljere i Middelhavet. Europa skal have en fælles indvandrerpolitik, mener hun.

»Det her handler ikke bare om, hvorvidt Danmark eller Italien tager imod flere immigranter end andre. Nej, det handler om, at EU skal tackle det sammen. Så længe vi ikke samarbejder, kommer det aldrig til at fungere, « siger Kyenge, som holder tæt kontakt med regeringen i Rom.

Emnet står højt på dagsordenen for Italien. Særligt efter tragedien ud for den italienske ø Lampedusa i efteråret, da mere end 366 migranter druknede, efter at deres båd sank tæt på målet.

At redde liv er en pligt, som bør finansieres af fællesskabet.
Cécile Kyenge, tidl. italiensk integrationsminister, nu socialistisk medlem af EU-Parlamentet

Det europæiske ramaskrig fik Italien til at øge overvågningen i Middelhavet, men det har ikke mindsket immigrationspresset. Mere end 250 migranter krydser i snit Middelhavet hver dag for at nå til Europa. Den italienske flåde og kystvagt har reddet over 73.000 mennesker. Kyenge mener, at de tal understreger hendes pointe. Mange illegale indvandrere ønsker at tage videre til Tyskland eller andre lande i Norderopa, men under de nuværende regler bliver de Italiens ansvar, fordi Italien er det første EU-land, som de ankommer til.

»Derfor må Europa tage ansvar. Det er ikke bare Italien, som skal bære byrden fra indvandring,« fastslår hun.

Men hvis du ser på hvilke lande, der behandler flest asylansøgninger i dag er det ikke Italien. Både Sverige og Tyskland ligger højere på listen?

»Netop derfor bør vi også tale om at fordele byrden på en retfærdig måde, og den bedste måde er at skabe et koordinerende organ under FN. Ofte hører vi, at indvandrere tager til de lande i Europa, som er bedst organiserede. Det er sandt. Derfor er der brug for et organ, som kan fordele til alle 28 lande. Ikke bare syv-otte stykker,« svarer Kyenge, som mener, at der skal oprettes kontorer i de lande, som flygtninge kommer fra, så de her har mulighed for at få visum i stedet for at komme i hænderne på kriminelle menneskesmuglere, som tjener penge på at sætte dem på livsfarlige både på turen over Middelhavet.

Det vil dog næppe stoppe strømmen af migranter. Mange kommer, fordi de drømmer om et bedre liv. Kyenge selv kommer fra Congo og blev boende efter et studieophold. Kritikere mener, at Italiens øgede overvågning gør det endnu mere attraktivt at forsøge at nå hertil, fordi det gør det mere sikkert at krydse Middelhavet. Men her er Kyenge klokkeklar. Europa har en forpligtigelse til at redde liv.

»Indvandrerpolitik er et valg. At redde liv er en pligt, som bør finansieres af fællesskabet,« siger hun.