- Opdateret 08/04/2014 kl. 22:22
Mystisk 12 meter dybt hul vækker undren i Oslo
Jorden åbnede sig pludselig under asfalten på en parkeringsplads i Oslo.
Politi og brandvæsen rykkede tirsdag aften ud til en adresse i Oslo, hvor der pludselig opstod et dybt hul i asfalten tæt på en boligblok i Sagene tre kilometer nord for Oslos centrum.
”Jeg hørte et smæld. Jeg hørte en voldsom lyd, men så tænkte jeg ikke så meget mere over det. Jeg bor trods alt i byen, hvor der er meget larm,” siger Robin Själänder, nærmeste nabo til hullet, til VG.
Da han nogle minutter senere alligevel gik ud for at se ned fra terrassen i boligblokken, fik han sig en gedigen overraskelse, da han så ned i det dybe hul få meter fra sin boligblok.
Er det Oslos første jordfaldshul?
Brandvæsenet, som afspærrede området, har siden opmålt hullet til 12 meter i dybden.
”Vi ved ikke, hvad det er, men det kan jo være Oslos første jordfaldshul. Det må vi lade geologer om at opklare,” siger politiets operationsleder Gjermund Stokkli ifølge nyhedsbureauet NTB.
”Vi tror, at hullet har været der fra før af, og at vandmasserne har ført til, at det har åbnet sig endnu mere,” tilføjer han.
Et jordfaldshul opstår typisk ved, at nedsivende regnvand, der blander sig med syre og opløser kalken i jorden.
Skjult under jernplade
Hullet var dog tilsyneladende dækket af en stor ”Tirpitz-plade”, en af de store jernplader fra det tyske krigsskib ”Tirpitz”, som forliste i 1944.
De solide jernplader benyttes fortsat til at dække asfalthuller, grøfter og lignende, men ingen anede tilsyneladende, at der kunne gemme sig et så dybt hul under pladen, som ligeledes blev opslugt af hullet.