Fortsæt til indhold
Europa

Fritzl pralede af sit horror-hus

En dag vil huset i Amstetten gå over i historien, sagde Josef Fritzl til en lejer, mens hans datter sad fanget i kælderen.

Mens Østrig fortsat er i chok over, hvad der foregik gennem 24 år i en kælder i byen Amstetten, er naboer og bekendte begyndt at tale med pressen.

En tidligere lejer i den anholdte Josef Fritzls ejendom fortæller således om nogle ganske strikse husregler i de 12 år, han boede i en lejlighed i stueplan over fangekælderen, hvor Fritzls datter Elisabeth sad fanget i 24 år.

Fotografering forbudt

Alfred Dubanovsky fortæller til nyhedsbureauet AP, at Fritzls lejere havde forbud mod at fotografere på ejendommen, og at kælderen var forbudt område. Overtrædelse af reglerne ville medføre opsigelse af lejekontrakten.

Alfred Dubanovsky hørte af og til bankelyde fra kælderen og lyde af ting, der faldt på gulvet, siger han. Da han spurgte Josef Fritzl, om lydene stammede fra gasvarmeren i kælderen, svarede hustyranen bekræftende.

Pral

Ved en anden lejlighed pralede Josef Fritzl af sit hus:

"En dag vil dette hus gå over i historien," forudsagde han ifølge Alfred Dubanovsky.

Og man må sige, at Fritzl fik ret.

Risikerer 20 års fængsel

Efter at den nu 42-årige Elisabeth slap ud af sit 24 år lange fangenskab i sidste måned, og efter at dna-test har bekræftet, at Josef Fritzl er far til sine seks overlevende børnebørn, er han foreløbig sigtet for bl.a. talrige voldtægter mod sin datter.

Strafferammen er 15 års fængsel.

Hvis det kan bevises, at han også er skyld i, at Elisabeths syvende barn døde ved fødslen, kan han dømmes for "drab gennem passivitet" og risikerer da 20 års fængsel.

Østrigsk politi erklærer sig fortsat overbevist om, at Fritzl handlede alene og lykkedes med at føre sit dobbeltliv i 24 år, fordi alt var planlagt i detaljer. Der er således ingen beviser for, at hans hustru har kendt til den frygtelige sandhed i husets kælder.

TV: Se billeder fra rædselshuset