Medvedev-portræt: Tør jurist med hang til hård rock
Han er kun 162 centimeter høj. Svømmer 1.500 meter om dagen - og er vild med hård rock. Nu skal han styre det land, der i udstrækning er verdens største.
Ruslands ny præsident hedder Dmitrij Medvedev. Han er 42 år, hvilket er lige ungt nok for en del russere, især af den ældre generation, men efter talrige spekulationer gennem hele Vladimir Putins seneste fire års præsidentperiode om, hvem denne ville udpege som sin efterfølger, trådte han mere og mere i forgrunden, ikke mindst efter at han i 2005 blev udnævnt til den ene af to 1. vicepremierministre.
Verdens næstmægtigste
Adgangsbilletten til landets højeste embede og posten som verdens næstmægtigste mand skal søges i hans langvarige bekendtskab og 15-årige samarbejde med Putin og i hans gennemførte loyalitet, efter at denne blev valgt som præsident i 2000. Med Medvedev som kampagneleder.
De er begge født i Skt. Petersborg (dengang Leningrad), og gennem alle sine otte år ved magten har den nu afgående præsident tydeligt favoriseret folk fra sin hjemby. Den såkaldte Skt. Petersborg-klike.
Det har heller ikke skadet nogens karriere, hvis de - som Putin selv - har haft en fortid i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB og dens efterfølger, sikkerhedstjenesten FSB. Netop det har været en af de største anstødssten i Vestens forhold til den russiske ledelse gennem de senere år.
Men her skiller Medvedev sig ud. Han har ikke den fortid som "spion", der kan være belastende i omgangen med udlandet, men er dog en af de såkaldte siloviki - "magtmændene", der styrer Kreml bag kulisserne og i vid udstrækning har deres rod i den gamle, sovjetiske magtelite,
Storvesiren
Han går under navnet "Storvesiren" som et udtryk for sin indflydelsesrige rolle i magtens centrum.
Medvedevs far var professor i ingeniørvidenskab, hans mor er tidligere sproglærer. Han har kendt sin jævnaldrende kone, Svetlana, fra barndomsdagene i Leningrad. De blev tidligt skolekærester og afsluttede skolegangen sammen i 1982. Som studerende ventede de med at gifte sig til 1989 og har sammen den 11-årige søn Ilja.
Medvedev tog sin juridiske eksamen fra Leningrad Statsuniversitet i 1990 og har siden været forfatter og medforfatter til en række anerkendte tekst- og lærebøger i jura og økonomisk udvikling.
Bestyrelsesformand
Sine strategiske evner og sin juridiske baggrund har han haft god brug for som bestyrelsesformand gennem flere år for den magtfulde, statslige gasgigant Gazprom, der leverer en fjerdedel af den naturgas, der forbruges i Europa, og som i stigende grad er blevet brugt som et magtinstrument i Moskvas udenrigspolitik.
I december 2005 blev han sammen med Gazproms administrerende direktør, Aleksej Miller, udnævnt til "Årets person" af det indflydelsesrige, russiske erhvervsmagasin Expert.
Ingen munter mand
Umiddelbart forekommer den ny præsident ikke at være nogen munter mand. Da han i et interview for nylig fik at vide, at han virkede "tillukket", svarede han:
»Gør jeg det? Jeg tror, jeg ved hvorfor. Jeg har en juridisk tankegang - det har sine plusser og minusser. Det positive er evnen til at formulere nogle mål, hvilket hjælper til at træffe beslutninger. En svaghed ved det er, at jeg ofte udtrykker mig mere i detaljer end nødvendigt. Derfor kan man af og til få det indtryk, at jeg er "tør" og tilknappet.«
Trods et stramt dagsprogram er der tid til omfattende fysisk aktivitet. Dagen indledes og afsluttes med en times svømning - i alt 1.500 meter om dagen - og vægtløftning. Fritiden bruges også til at jogge, spille skak eller dyrke yoga. Medvedev følger interesseret med i sin hjembys professionelle fodboldhold FC Zenit, og hans favoritlæsning er værker af den russisk-ukrainske forfatter Mikhail Bulgakov (1891-1940). På sit kontor har han et akvarium, hvor han selv sørger for, at fiskene fodres til faste spisetider.
Til hård rock
Måske for at sætte lidt kulør på sin lidt tamme fremtoning som den pæne og velfriserede bureaukrat har den ny præsident ved talrige lejligheder understreget sin forkærlighed for hård rock. Favoritterne er Black Sabbath, Led Zeppelin og Deep Purple. Han kan således prale af at have en komplet samling af sidstnævnte gruppes udgivelser. Musikken skal helst serveres på gammeldags vinyl-plader. Så mindes han sin pure ungdom i sovjettiden, hvor han forsøgte at kopiere sine idoler, selvom de var på statscensurens officielle, sorte liste.
Endvidere er han fan af den internetslang blandt unge russere, der går under "olbansk". Han mener, at det skal studeres i skolerne som "alternativt" sprog med henblik på at øge unges skrive- og læsefærdigheder på internettet.
Makkerskab med Putin
Til maj tiltræder Dmitrij Medvedev så sit ny embede. Det vil ske i et makkerskab med Putin, der af Medvedev er blevet tilbud posten som ny premierminister.
"Sammen vil vi sejre" har der stået på store valgposters overalt i Rusland, der viser Medvedev og Putin storsmilende og arm i arm vandre af sted mod fremtiden.
Der er næppe tvivl om, at Medvedev, skarpt overvåget af sin premierminister, i det store og hele vil holde sig på den vej, som hans forbillede har udstukket. Men ikke mindst fra vestlig side har der vist sig forsigtige forventninger om, at den ny mand i Kreml vil stå for en mere åben, reformvenlig og mindre konfrontationssøgende politik end den, der i stigende grad har kendetegnet hans forgængers anden embedsperiode.
Nu skal den russiske bjørn så repræsenteres i skikkelse af Dmitrij Medvedev. Han har sit efternavn med sig. Det betyder "bjørnemand".