Europas befolkning daler dramatisk
Befolkningstallet i Italien, Spanien, Grækenland, Tyskland og Østrig vil ifølge nye beregninger blive halveret i løbet af 44 år.
Fødselstallet i EU falder og bevirker, at befolkningen i flere europæiske lande vil synke dramatisk.
Det viser tal, som præsenteres, når Nordic Fertility Society (NFS) holder sin 18. internationale konference i Oslo de kommende dage.
Det er en hastigt aldrende befolkning og meget lave fødselstal, der ifølge forskerne vil reducere befolkningstallet kraftigt de kommende år.
”Den gennemsnitlige befolkningsvækst i Europa ligger på et kritisk lavt niveau,” siger Johan T. Hazekamp, præsident i HFS, i en forhåndspræsentation af konferencen, som indledes i dag.
Halvering af befolkning
Det gennemsnitlige fødselstal pr. kvinde skal ligge på over to, hvis befolkningstallet skal forøges. Men i mange europæiske lande er tallet i disse år kun 1,5.
Og med et fødselstal så lavt som 1,3 per kvinde vil befolkningen i lande som Italien, Spanien og Grækenland ligefrem halveres i løbet af 44 år.
Det samme vil ske i Tyskland og Østrig, og tendenserne vil have stor indvirkning på fremtiden i de pågældende lande, påpeger forskerne.
Situationen er noget bedre i de skandinaviske lande. I Danmark fødes der ca. 1,8 barn pr. kvinde. Fødselstallet betyder sammen med indvandringen, at folkemængden i Danmark har stabiliseret sig i de senere år.
Indvandring ikke nok
Indvandring alene er dog ifølge NFS ikke nok til at forhindre en befolkningsreduktion i flere europæiske lande. Det viser sig ifølge Hazekamp, at indvandrere meget hurtigt rammer de samme fertilitetsrater, som i forvejen er dominerede i de enkelte lande.
Når de nordiske fertilitetseksperter mødes i Oslo, vil konferencen derfor blandt andet behandle temaer, der knytter sig til frugtbarhed og fødsel. En af problemstillingerne er, at kvinder føder ved en stadig højere alder, og at flere og flere er enlige.
Omfanget af og mulighederne for kunstig befrugtning bliver derfor et gennemgående tema på konferencen.
”I Danmark er i dag omtrent otte procent af alle fødsler efter behandling med en eller anden form for kunstig eller assisteret befrugtning,” påpeger Johan T. Hazekamp.
EU-fokus på problemstilling
Europa-Parlamentet har gennem de sidste år ligeledes sat fokus på problemstillingen og udfordringen i, at andelen af ældre i de kommende årtier stiger dramatisk i Europa.
For tiden arbejder Parlamentets Udvalg for Beskæftigelse og Sociale Anliggender på en betænkning om de demografiske udfordringer, som EU går i møde.