Tyskland alarmerer nabolande om mand på fri fod efter påkørsel i Berlin
En 21-årig mand med forbindelse til islamistisk miljø mistænkes for påkørsel ved Pride-arrangement i Berlin.
Politiet i Tysklands nabolande - herunder Danmark - er blevet informeret om tysk politis eftersøgning efter gerningsmanden, der påkørte en menneskemængde under et Pride-arrangement i Berlin lørdag aften.
Det skriver den tyske avis Bild.
Natten til søndag var tysk politi til stede ved alle Tysklands grænser som led i eftersøgningen.
Foruden Danmark er politiet i Belgien, Frankrig, Holland, Luxembourg, Polen, Schweiz, Tjekkiet og Østrig blevet informeret om, at gerningsmanden er på fri fod, og at tysk politi leder efter ham.
En 21-årig mand, som de tyske myndigheder kalder Abdul B., er blevet udpeget som mistænkt i sagen.
Han er i forvejen kendt af politiet i Tyskland og har forbindelse til et islamistisk miljø, fortalte tysk politi til Bild natten til søndag.
Ifølge Bilds oplysninger er Abdul B. tysk statsborger med libanesisk baggrund. Han blev født i Berlin i 2005.
Avisen har fået oplyst, at den 21-årige mand i forvejen er kendt af politiet i forbindelse med sager om grov vold og afpresning. Han skal så sent som i maj være blevet løsladt fra et ungdomsfængsel.
Det er dog ikke noget, som tysk politi har meldt ud til offentligheden.
Ved påkørslen lørdag aften, som fandt sted ved parken Tiergarten i Berlin, blev en kvinde dræbt, og yderligere 16 personer blev såret.
Flere af dem fik livstruende skader.
Abdul B. beskrives som slank, cirka 1,90 meter høj og med sort hår. Han bar en sort hættetrøje og hvide bukser, da han sidst blev set.
Politiet i Tyskland har meddelt, at man under ingen omstændigheder skal tage kontakt til manden, hvis man ser ham, da han kan være bevæbnet og farlig.
I stedet skal man kontakte politiet.
Christopher Street Day, der er navnet på Pride-arrangementet i Berlin, skulle have været afholdt både lørdag og søndag, men efter lørdagens angreb er søndagens festligheder blevet aflyst.