»Man er naiv, hvis man tror, at alt det her forsvinder ved ikke at tale om det«

»Fort Europa er et latterligt begreb,« fnyser Kaare Dybvad Bek fra bagsædet af en mørk ministerbil et sted i det nordlige Albanien.

Året er 2025, og den daværende udlændingeminister er på inspirationstur til en af de asyllejre, Italien for nylig har oprettet i det lille Balkanland.

Ved siden af ham sidder journalist Anders Redder.

Han har lige spurgt ministeren, om Europa er ved at forskanse sig bag meterhøje betonmure og syleskarp pigtråd for at holde strømmen af flygtninge og migranter ude.

Er det åbne, demokratiske Europa blevet til et fort?

»Det er ikke det, Europa er,« siger Kaare Dybvad Bek og ryster på hovedet.

»Europa er mere ligesom Legoland.«

Der er et hegn rundt om Europa, ja, men man kan sagtens komme ind, mener ministeren. Man skal bare have en billet og henvende sig det rigtige sted.

Når man læser Anders Redders nye bog, ”Fort Europa”, er det dog svært at tænke på vores kontinent som en forlystelsespark.

I bogen kommer Anders Redder med en så chokerende fortælling om vores flygtninge- og migrantsystem, at det kan være næsten umuligt at forstå, når man sidder i forårssolen her i trygge Danmark tusindvis af kilometer væk.

Ikke desto mindre er virkeligheden, at der hver dag bliver begået umenneskeligheder langs Europas grænser. At migranter bliver tævet. At flygtninge bliver voldtaget. At mennesker bliver tortureret.

Og at Danmark er med til at finansiere det.

»Der er egentlig ikke noget nyt i min bog. Det burde ikke overraske os. For vi har udmærket vidst det her i mange år,« siger den 33-årige journalist og bogaktuelle forfatter.

»Men det er klart. Det gør en forskel, når man står over for et menneske, der på egen krop har oplevet Fort Europas brutalitet.«

Intet nyt fra grænserne

I snart 10 år har Anders Redder, der til daglig er ansat som journalist på Jyllands-Posten, fulgt med i og rapporteret om flygtningekrisen.

Han har læst stakkevis af rapporter, bøger og artikler, og han har set, hvordan Europa langsomt er blevet mere og mere brutal i sin adfærd mod flygtninge og migranter.

Alligevel besluttede han sig for, at han blev nødt til at tage ud og se de yderste grænser med sine egne øjne.

I 2025 har han rejst Europa tyndt, taget orlov fra sit arbejde og skjult sin identitet som journalist i lande, hvor pressefrihed er et fremmedord.

Alt sammen for at forstå, hvorfor Europa er blevet til Fort Europa - og for at sætte ansigter på de mennesker, der hver dag mærker konsekvenserne:

En aften i Nouadhibou, en støvet fiskerby i det nordlige Mauretanien, møder han den 20-årige Mabel Balde. Ligesom mange andre unge, afrikanske mænd er Mabel Balde kommet til Mauretanien for at sætte sig ind i en pirogue – en kanolignende fiskerbåd – sejle fem dage på det åbne hav, trodse kystvagter, tørst og uvejr for at finde en bedre fremtid i Europa. En rejse, der i 2024 kostede mindst 10.000 migranter livet.

På El Hierro, en lille spansk ø i Atlanterhavet, drikker Anders Redder sig fuld med øens eneste retsmediciner, der har fået sine drømme om en stille karriereafslutning spoleret af de tusindvis af afrikanske fiskerbåde, der er begyndt at ankomme til øen. I stedet står han nu dagen lang i en container og obducerer druknede afrikanske migranter et stenkast fra den strand, hvor turister bader og spiser deres is.

I et baglokale i Bulgarien møder Anders Redder den 18-årige syriske Mohamed, der fortæller om at kæmpe sig over grænsen til Europa og blive skubbet tilbage tre gange, før det lykkedes. Om at blive angrebet af hunde og at få trampet på sit knæ af grænsevagter.

»En af mine helt store drivkræfter for at skrive den her bog var, at vi ikke taler om, hvad der sker i Europa. Om hvad Fort Europa er. Vi er enormt forargede over den brutalitet, der udspiller sig i den amerikanske migrationspolitik. Men vi taler ikke om, at vi gør ting, der er mindst lige så slemme ved de europæiske grænser,« siger Anders Redder.

Han sidder lidt uden at sige noget.

»Der foregår voldsomme rettighedsbrud ved de ydre grænser,« siger han så.

»Flygtningesystemet er reelt brudt sammen, og som europæisk offentlighed virker vi til at leve i en slags kollektiv uvidenhed eller apati over for det.«

Det er hverken kønt eller ønskværdigt, for så får aldrig en snak om, hvordan det kom hertil. Eller hvordan vi kommer videre herfra, mener Anders Redder:

»Hvordan skaber vi et system, som både respekterer menneskerettighederne og har styr på de ydre grænser? Kan vi få enderne til at mødes? Jeg ved det ikke. Men at skubbe problemerne til Nordafrika, lukke øjnene og betale deres regimer en masse penge, fordi vi som kontinent er bange for at tage snakken, er i hvert fald ikke en løsning.«.

Velkommen til Fort Europa

I 2015 dukkede store grupper af syriske flygtninge pludselig op på E45-motorvejen i Sønderjylland. Kort efter åbnede almindelige danskere deres hjem for disse mennesker. Nogle pakkede bilen med nødhjælp og kørte mod grænsen. Andre tilbød at fragte mennesker, de aldrig havde mødt før, videre til Sverige.

Billeder af overfyldte både på Middelhavet og døde børn på europæiske strande fyldte os med gru.

Imens gik billedet af en dansk betjent, der midt i kaosset havde taget sig tid til at lege med en irakisk pige, verden rundt.

Det år søgte 1,3 millioner flygtninge om asyl i Europa. Midt i kontinentets hjerte opsummerede den tyske kansler, Angela Merkel, stemningen med den nu berømte sætning:

»Wir schaffen das.«

Vi klarer det.

Fast forward til i dag.

Vidner beretter om, at den græske kystvagt har skubbet flygtninge i havet med sammenbundne hænder. Flygtninge rapporterer jævnligt, at kroatiske grænsevagter stjæler deres telefoner og penge, tæver dem eller udsætter dem for seksuelle overgreb.

Langs Europas grænser er det efterhånden blevet systematisk praksis at skubbe flygtninge ud, inden de når at søge om asyl. Pushbacks hedder det, og i 2024 skete det mindst 120.000 gange.

Frontex, det europæiske grænsepoliti, er siden sin oprettelse gået fra at have et budget på 45 millioner til 6 milliarder kroner. Det er Europas største agentur.

I Bulgarien er det korrupte samarbejde mellem grænsevagter og menneskesmuglernetværk en åben hemmelighed.

Grækenland er blevet dømt for at bryde menneskerettighederne.

I Nordafrika betaler Europa milliarder til lande som Libyen, Tunesien, Mauretanien og Marokko for at stoppe flygtninge og migranter fra at nå vores kyster. Her bliver de holdt i lejre, hvor der gang på gang er dokumenteret tortur, vold og overgreb.

En gordisk knude

I Ukraine går krigen ind i sit femte år.

Israel begår ifølge FN folkedrab i Gaza.

Der er borgerkrig i Sudan med en af de værste humanitære kriser i nyere tid som følge.

USA har angrebet Iran og truet med at invadere Grønland.

Imens fortsætter klimakrisen med uformindsket styrke.

Siden 2015 har verden kun fået flere problemer at slås med. Og så får vi i tilgift også at vide, at der foregår uhyrligheder ved Europas grænser.

Anders Redder, kan du forstå, at man som menig dansker kan have svært ved at tage alt det her ind? Hvad ville du sige til én, der læser interviewet her, og tænker: ”Det kan jeg ikke gøre noget ved”?

»Ja da. Verden er urolig, der er krig i Europa, Mellemøsten er i brand, og det er over ti år siden, at flygtningekrisen fandt sted. Dernæst er den europæiske offentlighed fragmenteret. Helt lavpraktisk taler vi forskellige sprog, læser forskellige medier, og jeg forstår godt, at man som dansker ikke orienterer sig om, at bulgarsk grænsepoliti har indespærret migranter i et bur uden rettergang, eller at Grækenland pushbacker migranter.«

Anders Redder forsøger at genfinde sit rolige blik, men det lykkes ikke helt:

»Men til vedkommende vil jeg sige: Det, at noget er komplekst og svært, er ikke en undskyldning for at være ligeglad. Det er et fint princip, at man fejer for egen dør først, og det er alvorligt, når lande, vi deler EU-medlemskab med, bryder regler og konventioner.«

Men hvad skal vi gøre ved det?

»Det er en gordisk knude,« begynder Anders Redder, så stopper han med at tale.

Og sukker.

Ingen nemme løsninger

Imens Anders Redder har skrevet ”Fort Europa” har han talt med nogle af verdens fremmeste forskere i migration og højtstående politikere, og han har mødt mennesker, der bor klods op ad Europas grænser og interviewet hundredvis af flygtninge og migranter.

Nemme løsninger er der ikke ligefrem.

I 2025 ansøgte 700.000 flygtninge om asyl i Europa. 150.000 migranter ankom ulovligt. Alt sammen til et Europa, hvor en svindende befolkning over en bred kam ikke ønsker mere indvandring.

Anders Redder misunder ikke de politikere, der skal forsøge at overholde grundlæggende menneskerettigheder og europæiske værdier i den situation.

Alligevel er han dog blevet overbevist om én ting ved at se Europas yderste grænser med sine egne øjne:

»Uanset din politiske holdning, kan du ikke være tilfreds med situationen, som den er i dag,« siger den bogaktuelle forfatter og fortsætter:

»Det er en tragedie, at så mange mennesker drukner, bliver tortureret eller tæsket ved Europas grænser eller i Nordafrika. Hvis du kerer dig om flygtninge og migranter, er det ikke et godt system, vi har i dag. Hvis du kerer dig om at have effektive grænser og mindre indvandring, er du heller ikke tjent med situationen i dag. Vi kaster milliarder af euro efter vores flygtninge- og migrationssystem, og vi har stadig ikke styr på de ydre grænser. Folk kan komme til Europa og søge asyl, velvidende at de ikke har krav på beskyttelse, hvorefter de kan forsvinde ud i det spanske landbrug og sende penge hjem til deres familier i Afrika.«

I 2025 meldte EU et fald på 26 pct. af ulovlige indrejser. Et fald, der især tilskrives EU’s hårdere grænsepolitik. Ifølge eksperter er det usikkert, om udviklingen vil fortsætte.

»Man er naiv, hvis man tror, at alt det her forsvinder ved ikke at tale om det. Der er intet, der tyder på, at Mellemøsten er ved at blive mere stabilt. At Sahel er ved at blive mere stabilt. Intet, der tyder på, at migration forsvinder fra Europa. Så vi kan lige så godt begynde at tale om, hvad vi vil gøre som samfund,« siger Anders Redder.

Anders Redder er til daglig politisk reporter på Jyllands-Postens Christiansborg-redaktion. Interviewet er derfor foretaget af freelancejournalist Jonas Sejr Thomson.