Voldsom storm hærger i Sydvesteuropa
Påskedagene er i år præget af en voldsom storm i Sydvesteuropa. Især Spanien og Portugal er ramt af kraftig storm og nedbør. I Spanien har stormen kostet menneskeliv.
En voldsom storm blæser lige nu ind over populære turistområder i Sydvesteuropa. Det voldsomme uvejr har ramt Den Iberiske Halvø, hvor især Spanien og Portugal er ramt af storm og store mængder nedbør.
Stormen, der har fået navnet Nelson, har ifølge spanske medier kostet fire menneskeliv forskellige steder i Spanien. Der tale om en 32-årig mand, som forsøgte at redde en 16-årig dreng, der faldt i vandet i den nordøstlige Tarragona-region. Derudover er også en britisk mand og en kvinde døde, efter at være faldet i vandet i Astruien-regionen, i det nordlige Spanien.
Ifølge mediet The Portugal News har brandmyndighederne registreret 160 hændelser på grund af dårligt vejr, hvoraf mere end halvdelen er relateret til oversvømmelser og væltede træer.
Udover Spanien og Portugal har stormen påvirket vejret i Frankrig og England.
Ifølge The Independent har voldsomt vejr og de høje bølger fået myndighederne til at sende en advarsel ud til personer, der besøger Spanien og Portugal denne weekend grundet »dødbringende vejr.«
TV2 Vejret skriver, at der i den portugisiske hovedstad, Lissabon, i løbet af onsdag og skærtorsdag er faldet 157 millimeter regn. I Lissabon har de store regnmængder skabt kaos, og gaderne er blevet til floder.