Efter tre årtier under jorden blev tysk terrorist pludselig anholdt – men hvem er hun?
Naboer til det daværende medlem af en terrorgruppe fortæller, at hun kaldte sig Claudia og var smilende.
»Dette kunne også være Deres nabo!«
Sådan lød det på plakater, som tysk politi i 2019 offentliggjorde i sin efterlysning af tre tidligere medlemmer af den venstreekstremistiske terrororganisation Rote Armee Fraktion (RAF).
Nye billeder var dukket op af Ernst-Volker Staub, Burkhard Garweg og Daniela Klette, der ellers var gået under jorden siden Murens Fald. Lige siden har politiet ledt efter dem. I den periode har dna-spor peget på, at trioen har stået bag flere røverier mod pengetransporter. For nylig fik politiet igen færten af de tidligere medlemmer af terrorgruppen.
Med plakaterne bad politiet borgerne om hjælp. Det var nemlig deres mistanke, at de tre fortsat kunne bo et sted i den tyske deltstat Niedersachsen.
Men plakater kastede tilsyneladende intet af sig.
I midten af februar blev offentligheden igen spurgt til råds via en tv-udsendelse om RAF på den tyske kanal ZDF.
Politiet modtog 250 henvendelser, og to uger senere – tidligere på denne uge – blev Daniela Klette anholdt i en lejlighed i Kreuzberg i Berlin.
Men det viste sig, at den afgørende ledetråd, der første politiet til Klette, slet ikke var en i blandt de 250 henvendelser.