Fortsæt til indhold
Europa

Professor: Johnson vender nok ikke tilbage som premierminister

Selv om partiets medlemmer gerne vil have det resultat, Johnson fik i 2019, vil de ikke have alt hans bagage.

/ritzau/

Kort efter at Liz Truss var trådt tilbage som Storbritanniens premierminister torsdag, begyndte rygterne om, at hendes forgænger Boris Johnson også kan blive hendes efterfølger.

Liz Truss er med sine 45 dage på posten den kortest siddende britiske premierminister nogensinde. Ud over at træde tilbage som premierminister, forlader hun også posten som formand for Det Konservative Parti.

Og selv om der ikke er noget til hinder for, at Boris Johnson vender tilbage, mener Edward Ashbee, professor MSO ved Copenhagen Business School og ekspert i britisk politik, dog ikke, at han vil blive valgt.

- Jeg kan simpelthen ikke tro, at det er et seriøst forslag lige for tiden. Jeg tror, at de konservative parlamentsmedlemmer er desperate, sure og splittede.

- Og der var grunde til, at de skaffede Boris Johnson af vejen for nylig. Og de grunde er der stadig, siger han.

Han mener, at de kandidater, der med størst sandsynlighed kan tage over efter Liz Truss, er Rishi Sunak, Penny Mordaunt eller Ben Wallace.

Sunak var finansminister under Boris Johnson.

Ved seneste afstemning i kampen om at blive partiets leder tabte Rishi Sunak til Liz Truss. Denne gang tror Edward Ashbee dog på, at han tager sejren, bliver partiets leder og dermed premierminister.

Penny Mordaunt er leder af underhuset og blev nummer tre ved seneste urafstemning i partiet. Ben Wallace er Storbritanniens forsvarsminister, og var set som mulig afløser til Johnson, men han stillede ikke op.

Boris Johnson har stadig fans i Det Konservative Parti, men det er en relativt lille skare, fordi årene under ham var relativt ustabile, pinlige og præget af skandaler, fortæller Edward Ashbee.

Og det vil partiets medlemmer helst ikke have gentager sig.

- Men de vil gerne være i stand til at få den opbakning, Johnson fik ved parlamentsvalget i 2019. Men de vil ikke have al den bagage, han har med sig, siger han.