Fortsæt til indhold
Europa

Mailkoks får ny minister til at forlade Truss' regering

Den britiske indenrigsminister ser sig nødsaget til at gå af på grund af en fejl med en mail, forklarer hun.

/ritzau/

Storbritanniens indenrigsminister, Suella Braverman, har onsdag afleveret sin opsigelse til landet premierminister, Liz Truss.

Det fremgår af opsigelsen, som Braverman har delt på Twitter.

Dermed har Truss’ hårdt pressede regering nu mistet to ministre på under en uge. Fredag i sidste uge blev finansminister Kwasi Kwarteng fyret.

Bravermans afgang skyldes angiveligt en personlig fejl hos ministeren selv.

Det forklarer hun i sit brev til premierministeren.

- Tidligere i dag sendte jeg et officielt dokument fra min personlige mailadresse til et betroet parlamentsmedlem for at få støtte til regeringens migrationspolitik. Det udgør et teknisk brud på reglerne.

- I det øjeblik, jeg opdagede min fejl, meldte jeg det straks til de officielle kanaler og til kabinetssekretæren. Som indenrigsminister vil jeg leve op til den højeste standard, og derfor er det rigtigt at trække sig, skriver hun.

Men selv om indenrigsministeren forklarer sin afgang med en forkert sendt mail, så rettes der i opsigelsen også en kritik mod Truss’ regering.

- Det er tydeligt for alle, at det er en tumultarisk tid. Jeg har bekymringer om regeringens retning, skriver Suella Braverman.

- Det handler ikke kun om, at vi har brudt løfter over for vores vælgere. Jeg har også store bekymringer om regeringens engagement i forhold til at sikre, at vi lever op til vores valgløfter, lyder det fra den afgående minister.

Bravermans farvel puster yderligere til regeringens voksende problemer.

Truss blev onsdag igen opfordret til at trække sig, da der var spørgetid i det britiske parlament. Hun affejede dog endnu en gang den opfordring.

Det er en omstridt skatteplan, der særligt har givet problemer for Truss. Planen blev præsenteret i september af den fyrede finansminister Kwarteng.

Truss har været premierminister i Storbritannien siden 6. september i år.