Med to kovendinger på 24 timer står Liz Truss på gyngende grund
En ny regeringskrise buldrer løs i det britiske konservative parti, og splittelsen brød ud i lys lue på partiets kongres, hvor Liz Truss onsdag holdt sin første tale som premierminister.
På sin vis kunne det kun blive bedre, end da Liz Truss som fødevareminister i 2014 holdt en af de mest bizarre og mobbede taler afholdt på de britiske konservatives årskonferencer, hvor hun forgæves ventede på bifald efter at have sagt, at mængden af ost importeret til Storbritannien »Er. En. Skændsel …!«
Men intet peger på, at Truss har opnået et meget bedre resultat, efter at hun onsdag holdt sin første tale som premierminister på årskonferencen i Birmingham og lovede briterne »vækst, vækst, vækst« og forsikrede, at »alle ville nyde godt af resultatet«.