Fortsæt til indhold
Europa

Mette Frederiksen: Danmark øger sit bidrag til Ukraine med militært udstyr for 600 mio. kr.

Danmark øger sit bidrag til Ukraine med militært udstyr for 600 mio. kr.. Under sin lynvisit i Ukraines hovedstad sagde Mette Frederiksen henvendt til Ukraines præsident, at ødelæggelserne i Ukraine har gjort stort indtryk på hende.

På et fælles pressemøde - afviklet et hemmeligt sted i Kyiv - med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og Spaniens premierminister Pedro Sanchez sagde Danmarks statsminister Mette Frederiksen torsdag, at hele Danmark står bag Ukraine.

Det skete, efter at hun havde vandret rundt i den ukrainske hovedstads gader sammen med kollegaen fra Spanien.

»Jeg er dybt rørt af, hvad jeg har set og hørt i dag. Vi har alle set og hørt om de frygtelige forbrydelser, der er begået af Rusland i Ukraine. I dag har vi set det med egne øjne, og det er hjerteknusende. Jeg beundrer dybt det ukrainske folks mod i kampen mod russerne. Hele Danmark står bag Ukraine i disse mørke tider.«

Mette Frederiksen oplyste, at Danmark øger sit bidrag til Ukraine med militært udstyr for 600 mio. kr. Det er dog uvist, hvilke våben der er tale om. Danmark har tidligere sendt 2.700 panserværnsraketter til Ukraine.

Forsvarsminister Morten Bødskov forklarede senere torsdag på et pressemøde på Antvorskov Kaserne i Slagelse, at regeringen ikke vil fortælle, hvilke våben der bliver tale om denne gang.

»Det kan jeg ikke sige. Og det håber jeg også på forståelse for. Der er krig i Europa. Og det som Danmark og andre af vores partnere og allierede helt åbenlyst har sat sig for, er at støtte ukrainernes kamp mod Putins fremfærd,« forklarede forsvarsministeren.

Samlet har Danmark nu bidraget med militær støtte for en milliard kr.

»Vi har indført historisk hårde sanktioner mod Rusland, og Danmark er villig til at gøre mere,« bedyrede Mette Frederiksen, idet hun betegnede sanktioner som et af de vigtigste redskaber, som »vi har for at presse Putin og Rusland tilbage.«

Hun understregede, at Danmarks tilgang fra starten har været at gennemføre de hårdest mulige sanktioner.

Krigen i Ukraine kan tage lang tid, mener den danske statsminister.

»Vi skal være indstillet på, at dette kan tage lang tid, og vi står op for jer,« sagde hun på pressemødet, hvor hun også svarede klart »nej,« da hun blev spurgt om Danmark har gjort nok for at hjælpe Ukraine..

»Så længe der er krig i Ukraine, har vi ikke gjort nok. Men vi har allerede gjort meget, og vi kommer til at gøre mere.«

Foto: Moncloa/Borja Puig de la Bellacasa/Handout via REUTERS

Mette Frederiksen sagde desuden, at Danmark har bekræftet over for præsident Zelenskyj, at Danmark vil hjælpe med genopbygningen af landet. Tilmed vil Danmark støtte efterforskningen af mulige krigsforbrydelser begået i Ukraine.

Direkte adspurgt om Ukraine har fået nok våben fra sine europæiske venner, sagde Zelenskyj:

»Den russiske hær går ikke op i antal døde soldater. Det gør vi, og vi vil gerne redde flere liv, men det kræver tungere våben. Dem har vi ikke nok af, og vi vil gerne have flere,« sagde han.

Spaniens premierminister Pedro Sancho, sagde, at Ukraine udgør et ”stærkt symbol på mod”, og at Ukraine hører til den europæiske familie.

»I er ikke alene. Europa står bag jer,« sagde Pedro Sanchez, der oplyste, at Spanien øger sit militære bidrag med bl.a. 30 militærlastbiler og adskillige andre køretøjer. Spanien vil ifølge Sanchez genåbne sin ambassade i Kyiv.

Torsdagens pressemøde var første gang under krigen i Ukraine, at Volodymyr Zelenskyj har gennemført et fysisk pressemøde sammen med udenlandske regeringsledere.