Fortsæt til indhold
Europa

Tusindvis af russere tager til EU-lande via Finland

Efter lukningerne af luftrum i Europa er tog fra Sankt Petersborg til Helsinki en af de sidste veje ud.

/ritzau/AFP

Et stort antal russere har forladt deres land og er taget til Finland med tog, hvilket er en af de sidste ruter, som er tilbage ud af det sanktionsramte land.

Efter to år med pandemi var et tog, der kom til Helsinki torsdag morgen klokken 6.40 fyldt op med russiske passagerer.

- Vi besluttede sammen med vores familier, at vi ville tage tilbage til Vesten hurtigst muligt, fordi det er usikkert, hvordan situationen vil være om en uge, sagde Polina Poliakova fra Moskva til AFP, da hun trak sin kuffert hen over perron nummer ni.

- Det er hårdt at rejse nu, fordi alting blive aflyst, tilføjer hendes veninde Beata Iukhtanova, som studerer sammen med hende i Paris, som parret er på vej til.

Allegro Ekspressen fra Sankt Petersborg til den finske hovedstad er for øjeblikket den eneste åbne togforbindelse mellem Rusland og EU. Ruten er blevet brugt af mange efter, at luftrum er blevet lukket mange steder i kølvandet på Ruslands angreb på Ukraine for en uge siden.

- De toge, der kommer til Helsinki, er for øjeblikket fyldt helt op - også for de kommende dage, siger en talsmand fra ledelsen af det statsejede finske selskab VR, Topi Simola.

- Vi kan se på den megen bagage, at de reelt flytter ud af Rusland, siger han.

Det er dog kun udvalgte få, der kan tage Allegro Ekspressen, da der kræves visa, som kun udstedes til russere og finner. Passagererne skal også have fået anerkendte covid-19 vaccinationer. Russiske Sputnik-vaccinationer er ikke gode nok.

De fleste passagerer er russere, som bor og arbejder i Europa. Det gælder for eksempel den 14-årige Maria og hendes mor Svetlana, som i sidste minut nåede et tog, efter at deres fly til Østrig, hvor de bor, blev annulleret.

-Alle var i vildrede og vidste ikke, hvad de skulle gøre, da luftrummene blev lukket. Vi var heldige, siger Maria.

Finland er ved at tage skridt til at indsætte flere tog.

- Vi ved, at der er titusindvis af russere, som siges at ville til udlandet, og som frygter, at grænserne bliver lukket helt. Mange er i panik, siger Daria, som er tagset til Helsinki to uger tidligere end planlagt på grund af den uventede udvikling.

- Jeg kender en del mennesker, som er ret så desperate i øjeblikket efter at komme til udlandet, siger en russisk kvinde ved navn Elena, som arbejder i Finland, og som ikke ønsker at oplyse sit fulde navn.