Fortsæt til indhold
Europa

Bestanden af fugle i EU er faldet med 600 millioner

EU har i perioden fra 1980 til 2017 mistet en ud af hver sjette fugl. Antallet at gråspurve er halveret.

/ritzau/

Bestanden af fugle i EU er de sidste næsten 40 år mindsket med omkring 600 millioner. Det svarer til en ud af hver sjette fugl.

Det viser en ny undersøgelse ifølge fuglebeskyttelsesorganisationen Birdlife International.

Den største nedgang i bestanden ses blandt spurvefugle. Fra 1980 til 2017 er antallet af gråspurve reduceret med 247 millioner. Det svarer til en halvering af bestanden.

Derefter følger vipstjerter med en nedgang på 97 millioner, stære med 75 millioner og sanglærker med 68 millioner færre.

Antallet af træspurve, der er nært beslægtet med gråspurven, er faldet med omkring 30 millioner.

Det er især forandringer i landbruget, som går ud over bestanden af især spurvefugle.

- Men også i byerne er antallet af gråspurve gået ned. Årsagerne til disse bymæssige fald er ikke klare, men kan være forbundet med mangel på føde, spredning af fuglemalaria eller virkningerne af luftforurening, skriver Birdlife International i en pressemeddelelse.

Størstedelen af nedgangen i bestanden skete i 1980’erne og 1990’erne. Det seneste årti er faldet derimod aftaget. Det tilskriver Birdlife International især et EU-direktiv om beskyttelse af vilde fugle og habitater i de 27 medlemslande.

Men der skal ifølge Anna Staneva fra Birdlife mere til, hvis bestanden af fugle ikke skal fortsætte med at skrumpe.

Undersøgelsen viser tydeligt og klart, at naturen slår alarm, mener hun.

- Almindelige fugle bliver mindre og mindre almindelige. Hovedsageligt fordi, de områder, de er afhængige af, bliver udslettet af mennesker, siger Anna Staneva.

- Naturen er udryddet fra vores landbrugsjord, hav og byer. Regeringer i hele Europa skal fastsætte juridisk bindende mål for genopretning af natur. Ellers vil konsekvenserne være alvorlige.