Spansk minister vil udnytte ødelæggende vulkanudbrud til at tiltrække turister
Spaniens minister for handel, industri og turisme er kommet i vælten efter at have foreslået, at søndagens vulkanudbrud på den Kanariske ø La Palma kan udnyttes til sightseeing.
Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.
I hvert fald ikke ifølge Spaniens minister for handel, industri og turisme, Reyes Maroto, som mandag er kommet i stormvejr efter at have foreslået at udnytte søndagens vulkanudbrud på den kanariske ø La Palma som en måde at tiltrække turister til øen.
Siden udbruddet søndag eftermiddag har voldsomme billeder af brændende huse og lavafloder været vist på spansk tv, og ifølge det spanske medie Europa Press er flere end 100 huse ødelagt, og omkring 5000 personer er blevet evakueret fra deres hjem som følge af de mange ødelæggelser. Dette afholdt imidlertid ikke turisme-ministeren fra at gøre lidt reklame for øen som turistattraktion i et radioindslag mandag morgen:
»Vi kan få det bedste ud af det (jordskælvet, red.) som en attraktion, hvor turister de kommende uger og måneder kan få mulighed for at nyde det, som naturen har bragt til La Palma,« lød det fra ministeren i Canal Sur radio.
Maroto forklarerde videre, at den spanske stats turistbureau Turespaña i samarbejde med landets ambassader »vil stille alt nødvendig information til rådighed, så øen kan blive en attraktion for de turister, som ønsker at opleve dette vidunderlige naturfænomen på forsvarlig vis,« skriver The Guardian.
Udtalelserne blev hurtigt opsnappet af Marotos politiske modstandere, som efterfølgende kritiserede ministeren på Twitter, hvor blandt andet Agustín Almodóbar, der er talsmand for turisme for det konservative parti Partido Popular, har skrevet: »Voldsomt upassende - der er mennesker der mister deres hjem!!«
Han bakkes op af kollegaen og partiets generalsekretær, Teodoro García Egea, som tweetede:
»Kan nogen bekræfte, at ministeren sagde dette, mens hundredvis af mennesker mister alt, hvad de ejer?«
Senere mandag sagde ministeren da også, at det umiddelbare fokus lige nu er på at hjælpe de lokale på øen og udbedre de konsekvenser, som vulkanudbruddet har haft.
»I dag er vores fokus på ofrene og dem, der er påvirket af begivenhederne, og vi overvejer, hvordan vi bedst vender tilbage til den normale tilstand, som naturen har ændret,« lød det.
Der er mandag eftermiddag ikke meldt om nogen tilskadekomne i forbindelse med vulkanudbruddet. Sidste gang vulkanen Cumbre Viejas gik i udbrud, var i 1971, hvor en mand omkom.
Under coronafri omstændigheder har La Palma som regel haft omkring 13-14 milioner turister om året, og det danske Udenrigsministerium opfordrer fortsat danske rejsende til at være »agtpågivende« og følge de lokale myndigheders anvisning ved indrejse i landet.
Turistselskaberne Bravo Tours og TUI oplyste søndag, at selskaberne ikke har danske gæster på La Palma i øjeblikket.