Fortsæt til indhold
Europa

Grækenland udbetaler babybonus til forældre for at booste fødselstal

Tiltaget er sat i værk for at vende befolkningsudviklingen i landet.

I Grækenland har man taget nye midler i brug for at sætte en bremse i det faldende befolkningstal.

Her har regeringen besluttet, at der med en nyfødt baby følger en bonus til det nybagte forældrepar på 2.000 euro - ca. 15.000 kr. Et tiltag, regeringen regner med koster statskassen ca. 1,3 mia. kr. om året.

Det skriver The Guadian.

Tiltaget er sat i værk i et forsøg på at sætte en stopklods i Grækenlands faldende befolkningstal. Man håber, at den økonomiske gulerod kan få fødselstallet i landet til at stige.

En befolkningsfremskrivning viser, at Grækenlands 10,7 mio. store befolkning, de kommende tre årtier, vil skrumpe med en tredjedel. Som udviklingen er nu, vil 36 pct. af Grækenlands befolkning ifølge Eurostat være over 65 år gamle til den tid, hvilket vil have alvorlige konsekvenser for arbejdsstyrken og velfærdssystemet i landet.

Til sammenligning var blot 7 pct. af befolkningen i Grækenland over 65 år i 1970.

»Folk tror måske, at det er et spørgsmål om national stolthed, men det handler faktisk et spørgsmål om national bevaring,« siger Domna Michailidou, en tidligere akademiker fra Cambridge University og viceminister for arbejds- og sociale anliggender.

Hun er en af dem, der har presset på for bonus og andre fordele for forældre.

»I betragtning af, at høje produktivitetsniveauer er forbundet med unge populationer, som ikke er aktivt aldrende, er det også en økonomisk vækstprioritet. Billedet bliver endnu mere dystert, når det bliver sat op imod udfordringerne med vores pensionssystem,« siger hun.

Grækenland er langt fra det eneste land i Europa, der står overfor sådan en befolkningsudvikling. Faldende fødselstal i Spanien, i Italien og i Cypern viser samme tendens.

Men Grækenland lider yderligere under de økonomiske problemer, landet har været i de seneste årti.

Mellem 2010-2015, da arbejdsløsheden steg til 28 pct, emigrerede næsten 500.000 fra Grækenland til andre lande i Europa, samt USA, Canada og Australien.

»At have 5 pct. af vores mest uddannede befolkning - mennesker, der er i stand til at tjene høje indkomster og i en reproduktiv alder - forlader landet, har yderligere forværret alt,« siger Domna Michailidou.