Vestjysk ulv står bag otte angreb på ni dage i Tyskland
For to år siden fødte en ulv otte unger i Danmark. Den ene står nu bag otte fåreangreb i Tyskland.
En ulv født i Danmark har i januar hærget i den tyske delstat Schlesvig-Holsten, hvor det nu slås fast, at den er udvandret til.
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Ved hjælp af DNA-prøver er det bevist, at hanulven fra 12. januar til 20. januar otte gange har angrebet og dræbt får i delstaten i et område 50 til 100 kilometer syd for grænsen til Danmark.
Hanulven er en del af et kuld på otte ulve, som i 2017 kom til verden i Stråsø Plantage, hvor et ulvepar havde slået sig ned. Efterhånden som ungerne er blevet voksne ulve, er de alle udvandret.
Den omtalte hunulv forblev i Danmark i længst tid og er flere gange set omkring Djursland. Så sent som januar blev der stadig spekuleret i, om den var ved at slå sig ned i området.
Ud af kuldet på otte unger er de fire af dem nu senest set i live i Tyskland, en er dræbt ved et trafikuheld i Tyskland, to er formentligt døde som hvalpe og den sidste blev skudt på en mark nær Ulfborg.
Dagbladet Holstebro-Struer har talt med Peter Sunde, der er seniorforsker ved Aarhus Universitet, og som sammen med Naturhistorisk Museum overvåger de danske ulve for Miljøministeriet. Han er ikke forbløffet over, at den sidste ulv fra kuldet nu har forladt Danmark.
»Det er ikke overraskende, fordi der er mange flere fårefolde i Schlesvig-Holsten end i Danmark, og det fører til mange ulveangreb på får og mange DNA-test. I Danmark kan der gå måneder imellem, at vi får DNA fra den samme ulv,« siger Peter Sunde til dagbladet.
I denne artikel fra det tyske medie NDR kan man se et kort over, hvor ulve har stået bag angreb i Schlesvig-Holsten siden 2016. Den danskfødte ulv kan også ses på kortet med navnet GW 900.