Fortsæt til indhold
Europa

Teenagedrenge tiltalt for mordforsøg efter stenkast fra motorvejsbro

De to 18-årige er bl.a. tiltalt for at have kvæstet en 58-årig kvinde.

To 18-årige unge mænd er af politiet i Flensborg blevet tiltalt for mordforsøg og legemsbeskadigelse efter at have kastet flere sten mod biler fra en motorvejsbro lige syd for den dansk-tyske grænse.

Det skriver DR Syd.

En af episoderne foregik i maj i år, da en 58-årig dansk kvinde bosat i Flensborg blev kvæstet af en stor granitsten, som de to mænd kastede sten mod hendes forrude.

»De bliver tiltalt for mordforsøg, grov legemsbeskadigelse, indreb i trafikken og for at have forøvet skader på ejendom,« siger statsadvokat i Flensborg, Ulrike Stahlman-Liebelt til DR.

På grund af de to tiltaltes lave alder kan retten afgøre, at sagen skal for en ungdomsdomstol. I det tilfælde vil den maksimale straf for mordforsøg være 10 års fængsel. Ved sager, hvor voksne over 21 år er tiltalt, er strafferammen livsvarigt fængsel.

De to mænd har desuden tilstået flere tilfælde af stenkast.

Flensborg Avis skriver, at de to unge mænd senest om to måneder vil komme for retten i Flensborg.

Episoden, der kvæstede den 58-årige dansker, skete den 8. maj i år. Politiet på Fyn tog efter episoden kontakt til tysk politi for at undersøge, om stenkastene har forbindelse til et stenkast i 2016 ved Odense, der kostede en tysk kvinde livet.

I 2016 var det en tysk familie, der var på vej hjem fra ferie, som blev ramt af et stenkast, der udover at dræbe kvinden også kvæstede en mand alvorligt.