Fortsæt til indhold
Europa

Ordfører forlader SD: Lavede vittigheder om at gasse jøder

Sverigedemokraterna har nu mistet 15 kandidater på blot en uge.

Den 9. september er der folketings- og kommunalvalg i Sverige. Men partiet Sverigedemokraterna har de seneste dage måttet stryge flere af partiets kandidater fra stemmesedlerne.

Senest må lokalkandidat og ordfører for partiet i kommunen Tierp Fredrik Andersson nu forlade partiet helt, efter at avisen Expressen har offentliggjort en række gamle Facebook-opslag, hvor politikeren gør grin med Holocaust, hylder Hitler, laver vittigheder om sorte og jødeudryddelsen og laver sjov med indvandrere, som slår hinanden ihjel.

»I dag ønsker vi vores alle sammens kære Adolf tillykke på navnedagen,« skrev han bl.a. i et opslag den 23. juni 2012.

Over for Expressen kalder Fredrik Andersson sine opslag for »ren satire« og afviser, at han skulle have ment noget racistisk eller antisemitisk med de mange opslag.

Alligevel har partiet mandag eftermiddag givet besked om, at Fredrik Andersson ikke længere er kandidat.

»Han stopper i partiet med øjeblikkelig virkning,« lyder det ifølge Expressen.

Yderligere 14 kandidater for partiet har måttet trække sig eller er blevet udelukket, efter at det er kommet frem, at de er tidligere medlemmer af nynazistiske organisationer eller har spredt hadpropaganda mod muslimer og jøder på internettet.

»Partiet tager disse oplysninger yderst alvorligt. Vi har derfor suspenderet alle de involveredes medlemskaber, lige som de vil blive slettet fra listen over kandidater i det kommende valg,« skrev partiets pressechef i sidste uge i en pressemeddelelse.

To af kandidaterne har efterfølgende over for Aftonbladet argumenteret for, at partiet kendte til deres fortid, da de meldte sig ind, og at de blev godkendt af Sverigedemokraterne. Begge har meddelt, at de vil forblive kandidater for partiet, selv om de er blevet pålagt at trække deres kandidatur.

Andre svenske politikere har reageret kraftigt på afsløringerne og påpeger, at SD’s ledelse flere gange har slået fast, at partiet har nultolerance over for racistisk og antisemitisk opførsel.

I de seneste meningsmålinger, som er offentliggjort mandag, ligger Sverigedemokraterna til at få mellem 16 og 18 pct. af stemmerne.