Fortsæt til indhold
Europa

Fire danskere var om bord på forulykket bus

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice er der ikke meldinger om, at danskere blandt de tilskadekomne i busulykke i Tyskland

Fire danskere var om bord på den bus, der forulykkede tidlig fredag morgen nord for Berlin i Tyskland, men intet tyder på, de er blandt de tilskadekomne.

Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice:

»Der var ifølge vores oplysninger fire danskere om bord på den forulykkede bus. Den danske ambassade i Berlin har dagen igennem været i kontakt med de tyske myndigheder, og der er ingen oplysninger om danskere blandt de tilskadekomne.«

Ifølge en pressemeddelelse fra tysk politi fredag eftermiddag var 63 personer fordelt over 22 forskellige nationaliteter med bussen, da den kørte galt på motorvejen A19 mellem Linstow og Malchow. I alt kom 16 personer tilskade, hvoraf seks blev bragt til videre behandling på hospitalet. Men ifølge de informationer, som ambassaden i Berlin har fået fra de tyske myndigheder, er der altså ikke taler om danskere.

Bussen, fra selskabet FlixBus, var på vej fra Stockholm til Berlin og havde et stop i København.

»FlixBus er kede af at måtte oplyse, at en langdistancebus, som kørte for FlixBus, har været involveret i et uheld. Ulykken skete i dag kl. 06.18 ved Malchow i Tyskland på bussens rute fra Stockholm via København til Berlin,« oplyste selskabet i en udtalelse til Jyllands-Posten fredag morgen.

Bussen forulykkede, da chaufføren af uforklarlige grunde drejede til højre og kørte i grøften. En alkotest har vist, at chaufføren ikke var påvirket af alkohol. Ulykken beskrives som en soloulykke.

Artiklens emner
Flixbus