Hun er socialist, halvt iraner og islamkritiker
Tyskerne kalder hende Die Sahra.
Hun er blevet kaldt venstreekstremist, stalinist og kommunist. Hun har oplevet at blive overvåget af den tyske efterretningstjeneste, Verfassungsschutz, og har fået kylet en hel chokoladekage i ansigtet under Die Linkes partikonference tilbage i 2016.
Hendes navn er Sahra Wagenknecht, og hun er en af nøglepersonerne i venstrefløjspartiet Die Linke.
Den kvindelige politiker er kendt for at dele vandene, når hun med sine islamkritiske taler går i kødet på Angela Mercel og co. for at føre en - ifølge hende - alt for vag migrationspolitik.
Når hun gør sin entré på forskellige politiske scener, bærer hun altid farven rød, hvad end det er blazeren, læbestiften eller halskæden. For hun er socialist helt ind til benet, og hun taler varmt for en stærk social politik med en stram asylpolitik.
I forrige weekend stod hun endnu en gang for at sætte skub i reaktionerne, da hun til Die Linkes landsmøde i Leipzig, spurgte tilhørerne »om der mon er grænser for, hvor mange arbejdsmigranter vi (Tyskland, red.) kan tage, og hvis ja, hvor den grænse så går?«
Hun blev mødt af både klapsalver og en pibekoncert for den bemærkning, der ligesom så mange af hendes tidligere udtalelser både har skabt modstand og medvind i den politiske verden i Tyskland.
En britisk-tysk journalist og kommentator, Alan Posener, sagde i et radioindslag til Deutschland Funk, at »Wagenknecht, med sine krav til indvandringspolitik, er et af de værste eksempler på venstrefløjspopulisme, man kan forestille sig.«
Men millioner af tyske vælgere elsker hendes jargon, og hun scorer højt i meningsmålingerne, skriver den tyske avis Die Welt.
Det er ikke bare på den politiske scene, at Sahra skiller sig ud. Hun har iransk blod i årene og er gift med den 74-årige Oskar La Fontaine, der har stået i spidsen for Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD). Dertil kommer, at hun er tidligere medlem af det østtyske kommunistparti, PDS (Partei des Demokratischen Sozialismus, red.) og har en universitetsuddannelse i økonomi og tysk litteratur med speciale i Karl Marx.
Den 49-årige politiker har, ligesom så mange andre tyskere i samme aldersgruppe, oplevet, da landet var delt i to.
Hendes mor arbejdede før murens fald i Østberlin, og hendes far blev udvist fra Vestberlin og sendt til hans hjemland, Iran, da Sara var blot tre år gammel. Derfor voksede Sahra Wagenknecht op hos sine bedsteforældre i den Midttyske by Jena.
Hun blev medlem af Forbundsdagen (Tysklands parlament, red.) for partiet Die Linke, der var blevet stiftet to år forinden. Tidligere i sin politiske karriere har hun været medlem af Europaparlamentet.