Nu er tre personer døde efter skud i Malmø
En tredje person er tirsdag død af sine skader efter skyderiet mandag.
Ifølge Sydsvenskan er endnu en person død, efter at en eller flere ukendte gerningsmænd affyrede skud uden for en internetcafé i Malmø kort efter kl. 20 mandag aften.
Adskillige skud blev affyret - formentlig med et automatvåben - da en gruppe mænd befandt sig uden for internetcaféen. I alt blev seks personer ramt af skud. En 18-årig og en 29-årig døde mandag som følge af skaderne, mens en tredje mand i 20'erne altså afgik ved døden tirsdag.
Motivet for skyderiet er uklart, men ifølge Sydsvenskans oplysninger er tre af de ramte velkendt af politiet.
Politiet har efterlyst en mørk bil, som kørte fra stedet i høj fart umiddelbart efter, men der er endnu ikke kommet noget frem om ofrene, og det er stadig uvist, om skuddene blev affyret fra en bil, eller om gerningsmanden steg ud af bilen først.
»Er de en gruppe, som hører sammen, eller er der nogen, som er blevet beskudt, som ikke har nogen forbindelse til de andre?« siger Stephan Söderholm fra Malmø politi til Sydsvenskan og hæfter sig ved, at skuddene blev affyret på et sted og et tidspunkt, hvor der var stor risiko for, at mange kunne blive ramt.
Politiet holder pressemøde i sagen kl. 10.15.