Russisk eksspion er blevet udskrevet fra hospitalet
Skripal skal fortsat modtage behandling, men det kan nu foregå uden for hospitalet.
Den russiske eksspion Sergei Skripal, der sammen med sin datter var offer for et nervegiftangreb i marts, er blevet udskrevet fra hospitalet.
Det oplyser det britiske hospitalsvæsen fredag.
Den 66-årige Skripal blev den 4. marts fundet livløs på en parkbænk med sin datter Yulia. De blev efterfølgende indlagt på hospitalets intensivafdeling, hvor de blev stabiliseret efter at være udsat for nervegiften novichok.
Den 33-årige datter blev udskrevet den 9. april og blev flyttet til et sikkert sted, skriver BBC. Også en tredje person, DS Nick Bailey, har været indlagt efter at have været udsat for Novichok. Han er ligeledes blevet udskrevet.
Salisbury District Hospital, som har taget sig af patienterne, oplyser, at man på grund af tavshedspligt ikke kan komme nærmere ind på behandlingen, de har modtaget. Hospitalet fortæller dog, at akutpatienter af den kaliber kræver, at man »stabiliserer og holder dem i live, indtil deres kroppe producerer enzymer nok til at erstatte dem, der er blevet forgiftet«.
»Det er fantastiske nyheder, at Sergei Skripal har det godt nok til at forlade Salisbury District Hospital. At han, Yulia og DS Bailey har været i stand til at forlade os så hurtigt efter at have været i kontakt med nervegiften, skyldes medarbejdernes hårde arbejde, evner og professionalisme, når de dag og nat yder fremragende pleje til vores patienter,« siger hospitalsdirektør Cara Charles-Barks.
Skripal skal fortsat modtage behandling, men det kan nu foregå uden for hospitalet, lyder det i en pressemeddelelse. Der er ikke nærmere detaljer om hans tilstand.
Den britiske premierminister, Theresa May, anklagede hurtigt efter angrebet Rusland for at stå bag, hvilket udløste en diplomatisk krise. Som reaktion udviste Storbritannien 23 russiske diplomater.
USA, Canada og en lang række EU-lande fulgte trop og udviste ligeledes russiske diplomater. Rusland, som nægter at have med sagen at gøre, svarede igen ved at udvise et tilsvarende antal diplomater fra de pågældende lande.
Skripal er er tidligere efterretningsmand i den militære russiske efterretningstjeneste, hor han blev han afsløret som dobbeltspion for USA og Storbritannien og idømt 13 års fængsel.
Han kom til Storbritannien i 2010 efter en spionudveksling mellem USA og Rusland.