Aviciis kæreste i åbent brev: »Han ville have væmmedes ved jeres foragtelige adfærd«
Aviciis kæreste har offentliggjort to åbne breve på sin Instagram-profil.
Modellen Tereza Kačerová, der var kærester med den nu afdøde dj Avicii med det borgerlige navn Tim Bergling, svarer for første gang siden hans død på en række alvorlige beskyldninger.
Kort tid efter Aviciis død blev Tereza Kačerová af flere brugere på sociale medier beskyldt for at være årsag til, at den svenske dj havde det psykisk dårligt. Flere skrev, at den unge tjekkiske model var direkte skyld i hans død.
Torsdag svarede hun på beskyldningerne i et langt brev, som hun offentliggjorde på sin Instagram-profil.
»I burde skamme jer for at være så onde personer,« skrev hun bl.a. i brevet og fortsatte:
»Tror I, det på NOGEN måde er okay at forsøge at få mig til at have det værre, end jeg har det i forvejen? Og I gør det i Tims navn? Er I så fuldstændig vanvittige at tro, at Tim ville synes om det?«
Tereza Kačerová er vred over offentlighedens håndtering af Tim Berglings død, og til de brugere, der har rettet beskyldnigner mod hende, skriver hun, at »det er mennesker som jer, der gjorde det svært for Tim at være i offentlighedens søgelys. Kan I ikke se, hvor ironisk det er?«
Det var et brev, som Tereza Kačerová skrev til sin kæreste efter hans død, og som hun offentliggjorde på Instagram den 27. april, der satte gang i de voldsomme beskyldninger. I brevet beskriver Tereza Kačerová sit forhold til Tim Berling og fortæller bl.a. om oplevelser, de har delt sammen, og om hans forhold til hendes søn, Luka.
Brevet affødte mange positive kommentarer fra Avicii-fans verden over, men blandt de mange tusinde beskeder var altså også en lang række negative tilkendegivelser om parrets forhold.
»Begynder at tro at han slog sig selv ihjel for at komme væk fra dig psykopat. Få dig et liv og kom videre din weirdo,« skriver en Instagrambruger ved navn Mandytom99 til Tereza Kačerová.
»Hvis du ikke havde postet billeder med din ekskæreste, ville han måske stadig have været her. Det sidste billede han likede, få timer før han døde var DIT på @modelcoldbrew's side. Han elskede dig stadig. Du ødelagde ham,« skriver brugeren aviciilegacy ligeledes i en kommentar på Instagram.
Tereza Kačerová beskriver i det det netop offentliggjorte brev, at hun stadig ikke kan begribe at Tim Bergling er død, og at tiden efter har været et mareridt.
»Det er den værste tid i mit liv. Jeg drukner i altoverskyggende sorg. Angsten sætter ind omkring to timer før, jeg åbner mine øjne. Jeg kan ikke tælle antallet af gange, jeg har drukket en øl, før jeg børstede tænder, og jeg har måttet forklare Luka (Tereza Kačerovás søn, red.) igen og igen, at Tim kan se os fra himlen, men at vi aldrig kommer til at se Tim igen,« skriver hun.
På Instagram har Tereza Kačerová desuden delt flere billeder af Tim Bergling og sin søn, som hun har fra et tidligere forhold.
Avicii blev fundet død på et resort i Omans hovedstad Muskat 20. april. Han blev kun 28 år gammel, og hans død kom som et chok for mange.
Efter hans død offentliggjorde Tim Berglings familie et brev, hvori de skrev, at den unge dj havde kæmpet med psykiske lidelser i lang tid, og at livet som verdenskendt dj i mange år havde været for hårdt for ham - både fysisk og psykisk.
»Han kæmpede virkelig med tanker om meningen, livet, lykken. Han orkede ikke mere. Han ville have fred,« skrev familien ifølge det svenske medie Aftonbladet.