Fortsæt til indhold
Europa

Tysk satiremagasin: Avis hoppede i vores "fake news"-fælde

»Én anonym mail, to-tre opkald og Bild trykker alt, som passer ind i agendaen,« skriver Titanic.

»Ny smudskampagne i SPD.«

Sådan lød en overskrift i fredagens udgave af den tyske tabloidavis Bild.

Her blev det beskrevet, at avisen var kommet i besiddelse af en påstået e-mailkorrespondance mellem formanden for SPD’s ungdomsorganisation, Juso, Kevin Kühnert, og russeren ”Juri.” Her tilbød ”Juri” at igangsætte en kampagne på de sociale medier ved brug af falske profiler. Målet var at sørge for, at SPD’s medlemmer vil stemme nej til regeringsaftalen med CDU.

Fra SPD’s side lød det, at der var tale om et falsum, og at man ville sagsøge den eller dem, som stod bag de falske e-mails. Bild understregede da også, at man ikke kunne bevise, at de var ægte.

Men det hele var en løgn fabrikeret særligt til Bild. Det skriver satiremagasinet Titanic på sin hjemmeside.

»Denne korrespondance blev lanceret til Bild af bl.a. Titanics netredaktør Moritz Hürtgen: ”En anonym mail, to-tre opkald og Bild trykker alt, som passer til avisens agenda. Tirsdag spurgte Bild med henvisning til en cybersikkerhedsprofessor”: ”Forsøger en eller anden med adgang til SPD’s system at skade Kevin Kühnert? ... Eller blev en SPD-computer udnyttet af hackere?” Svaret fra Titanics netkontor: Nej, nogen forsøger med copy+paste at efterprøve Bilds journalistiske kvalitet,« lyder det i en pressemeddelelse.

Mens de øvrige tyske medier var tilbageholdende med at skrive om den påståede e-mailkorrespondance, har de ikke holdt igen med at skrive om Titanics ”fake news”-forsøg. Både Frankfurter Allgemeine Zeitung og Süddeutsche Zeitung har rapporteret om sagen.

Kevin Kühnert udtalte:

»Vi har fra begyndelsen sagt, at det er en klodset forfalskning. Nu er det så en spøgefuld ”fake”. Mindre sjovt er det, at Bild har bygget flere dages rapportering på disse tvivlsomme informationer uden nogen form for grundlag.«

Bilds chefredaktør, Julian Reichelt, skrev efterfølgende på Twitter: »Min mening: Naturligvis må satire gerne gøre sådan noget, men de forsøger her at profilere sig ved bevidst at forsøge at miskreditere journalistisk arbejde.«

Og i en længere artikel beskriver Bild nu, hvordan det kom så vidt, at man bragte artiklen. For historien var faktisk blevet droppet pga. tvivl om e-mailenes ægthed, lige indtil SPD oplyste, at man agtede at melde sagen til politiet.

Og så kom den til at handle om, hvem der stod bag de pågældende e-mails. Derfor, lyder konklusionen fra Bild, var den største fejl, at man ikke var i stand til at afsløre, at den anonyme kilde var en Titanic-medarbejder.

Indtil den 2. marts kan SPD’s 463.723 medlemmer stemme om, hvorvidt det tyske socialdemokrati skal gå i koalitionsregering med forbundskansler Angela Merkels borgerlige parti CDU. Ungdomsorganisationen Juso arbejder for, at det bliver et nej.