Doritos lancerer "kvindevenlige" chips
Mindre knas og en størrelse, der passer til håndtasken. Det har nu fået både kvinder og mænd til tasterne.
Krrrsj. Krrrsj.
Lyden af de sprøde kartoffelskiver, der bliver knust mellem tænderne, kan sommetider være en øredøvende oplevelse.
Det ønsker tortillagiganten Doritos nu at gøre op med. Firmaet lancerer derfor en kvindevenlig chips, der knaser mindre og kommer i en størrelse, der passer perfekt til kvindens håndtaske. Det skriver det britiske medie Independent.
Ifølge koncernen bag Doritos er det særligt yngre mænd, der finder stor fornøjelse i at hælde de sidste sørgelige stumper i sig, når rationerne begynder at slippe op, og afslutte hele spiseseancen med at slikke fingrene rene for chipskrydderi. Det gør sig dog ikke gældende på helt samme måde for kvinder.
Virksomheder, der opretholder denne slags fortærskede kønsstereotyper, vil fortsætte med at tabe den største forbrugergruppe: kvinder.Talsperson fra det politiske parti Women's Equality Party
»Kvinder ville elske at gøre det samme, men de bryder sig ikke om den knasende lyd i offentligheden. De bryder sig ikke om at slikke fingrene rene, og de kan heller ikke lide at tømme posen for de sidste stumper chips,« siger Indra Noovi, globalt administrerende direktør i fødevarekoncernen PepsiCo, der ejer Doritos.
Den kontroversielle udtalelse har fået både mænd og kvinder til tasterne på Twitter. Her tilkendegiver særligt kvinder, at de rent faktisk spiser tortillachips på samme måde som mænd, mens andre skriver, at den nye kvindechips er et tydeligt og mest af alt latterligt eksempel på den forskelsbehandling, der foregår mellem kønnene.
Hverken Doritos eller PepsiCo har endnu været ude at bekræfte, hvor og hvornår den nye tortillachips vil blive lanceret. Det står dog sikkert, at de i Storbritannien hvert fald ikke får lov til at markedsføre klassens nye dreng som en kvindechips, da reklamelovgivningen her forbyder dem at gøre det.
Du kan se tortillagigantens reklamefremstød for produktvarianten "Blaze" fra weekendens Super Bowl her: