Fortsæt til indhold
Europa

Macron besøger Calais med ny, hård asylpolitik i bagagen

Den franske præsident, der disse dage møder stor kritik for sin nye asyl- og immigrationspolitik, besøger tirsdag Calais.

PARIS

Den franske præsident, Emmanuel Macron, besøger tirsdag for første gang i sin præsidentperiode den nordfranske by Calais.

Byen har de seneste mange år været symbolet på flygtningekrisen i Europa, og Macron vil bruge sit besøg til at slå fast over for franskmændene, at han agter at gå hårdt til værks mod illegale migranter.

En ny lov om asyl og immigration er på trapperne i Frankrig.

Den ventes at blive præsenteret i februar, men møder allerede stor kritik fra både venstrefløjen og stort set alle franske menneskerettigheds- og hjælpeorganisationer.

Elysée-palæet understreger, at loven på én gang skal sørge for »en værdig modtagelse« af flygtninge og migranter, men samtidig være »effektiv« når det kommer til at hjemsende de migranter, som ikke har ret til asyl i landet.

Selvom den store flygtningelejr i byen - også kendt under navnet »Junglen« - blev ryddet i efteråret 2016, fortsætter flygtninge og migranter med at komme til Calais, hvorfra de drømmer om at komme videre over Den Engelske Kanal til Storbritannien.

Der bor i dag omkring 500-700 flygtninge og migranter i byen, og sidste år blev der registreret omkring 115.000 forsøg på at krydse grænsen.

Det er færre end i 2016, hvor der blev gjort 167.000 forsøg, og ifølge en kilde fra Elysée-palæet er »situationen i Calais er ved at blive bedre«.

»Det vil præsidenten støtte op om og sikre sig, at statens faste instrukser bliver ført ud i livet. Calais er udsat for mere mediebevågenhed end noget andet sted, derfor skal det også være mere eksemplarisk end andre,« fortæller den samme kilde forude for Macrons Calais-besøg.

Spørger man de lokale myndigheder og de mange hjælpeorganisationer, som arbejder i Calais, er situationen dog stadig yderst vanskelig - og bliver ikke bedre af præsidentens hårde linje.

Over 1100 politifolk og gendarmer har til opgave at sørge for sikkerheden ved færge- og togovergange i kystbyen.

Jyllands-Posten i Calais: Lejren er væk, men migranterne er her stadig

Da Jyllands-Posten besøgte byen i oktober sidste år i forbindelse med etårsdagen for rydningen af lejren, fortalte Christian Salomé, formand for organisationen Auberge des Migrants, således:

»Regeringen lader dem bare sove udenfor. Det er et stort problem. Der er både familier og mindreårige. Staten vil kun give dem tag over hovedet på én betingelse, og det er, at de dropper idéen om at komme til England. Men det vil de ikke,« siger han til Jyllands-Posten.

Macron vil tirsdag besøge et asylcenter i området og mødes med de lokale politikere samt de mange hjælpeorganisationer i Calais.

Netop Auberge des Migrants har dog - i protest mod den franske regerings varslede politik - valgt at takke nej til invitationen om at mødes med Macron.

Den franske præsidents besøg i Calais finder sted to dage før, at han mødes med den britiske premierminister, Theresa May.

Macron har skubbet på for, at netop problemerne i Calais skal diskuteres på de to statschefers møde.

Den franske præsident vil således have Storbritannien til både at betale flere penge til at sikre grænsekontrollen på den franske side af grænsen samt tage imod flere mindreårige flygtninge, som ønsker at komme til Storbritannien.

En ny aftale mellem de to lande ventes at blive præsenteret torsdag.