Skarp russisk advarsel til USA; beslutning vil øge blodudgydelser i Ukraine
USA's planer om at sende våben til Ukraine, falder ikke i god jord i Moskva.
SAN FRANCISCO
Kreml er kommet med en skarp svar tilbage på USA’s planer om at begynde at levere hårde våben til Ukraine.
»USA krydser en linje ved at meddele dets intentioner om at levere dødbringende våben til Ukraine,« har Ruslands viceudenrigsminister Sergej Ryabkov udtalt til russiske medier.
»Amerikanske våben vil kunne føre til nye ofre i vores naboland, og det vil vi ikke kunne ignorere,« fortsatte han.
Meldingen kommer efter, at flere amerikanske medier fredag fortalte, at præsident Donald Trump har besluttet at øge våbenstøtten til ukrainerne, herunder ved at sælge Javelin-panserværnsmissiler, for at gøre dem bedre i stand til at forsvare sig selv.
En talskvinde fra det amerikanske udenrigsministerium gik så langt som til at bekræfte, at USA har besluttet at »forbedre kvaliteten af Ukraines forsvarskapaciteter.«
Indtil nu har USA kun støttet Ukraine med udstyr til træning af soldater, men såvel Ukraines regering som Den amerikanske Kongres har længe presset på for, at USA skulle gøre mere. Et argument har været, at Rusland - Ifølge Nato og USA - finansierer, bevæbner og rådgiver de pro-russiske oprørere i Østukraine, hvilket dog afvises fra Moskva.
På det seneste er kampene i Østukraine også eskaleret igen, hvilket ifølge USA er sket umiddelbart efter, at Rusland uden at have forklaret det trak sine observatører tilbage fra den mekanisme, som opretholder våbenhvilen.
Fra Rusland lyder det imidlertid, at USA med sine nye planer underminere Minsk-aftalen fra 2015, som udpensler de skridt, som Ukraine og Rusland hver især skal arbejde på fora at sikre fred.
Den argumentation afviste USA's forsvarsminister James Mattis dog tilbage i august.
»Defensive våben er ikke provokerende, med mindre du er en aggressor, og det er Ukraine tydeligvis ikke, siden kampene sker på dets eget territorium,« sagde han.