2017 var et politisk, kaotisk år: Valg i Italien kan udløse nye rystelser

For snart et år siden mødtes fire glade mennesker i den tyske by Koblenz. USA’s præsident Donald Trump var lige blevet indsat i Washington, og slagordet om ”Amerika først” klingede så dejligt i ørerne hos lederne af Europas nye nationalkonservative partier, at de uden tøven udråbte 2017 til at blive patrioternes år i Europa.

De tre, Frankrigs Marine Le Pen, Hollands Geert Wilders og Tysklands Frauke Petry, kunne lune sig ved meningsmålinger, som viste, at en ganske stor del af vælgerne ville bakke op om deres EU-skeptiske og indvandrerkritiske linje. Ved indgangen til 2016 tydede meget på, at EU-modstanden stak dybt også i disse tre lande, som alle var med til at grundlægge de europæiske fællesskaber. På sidelinjen i Koblenz stod den fjerde, Matteo Salvini fra Italien, ligeledes en af EU’s founding fathers. Han håbede, at når først den EU-skeptiske tsunami var blevet sat i bevægelse, så ville den også nå Rom. Italienerne skal til valg senest i foråret 2018.

Men først hollænderne og siden franskmændene dæmmede den EU-skeptiske bølge op. Geert Wilders fik langtfra det valg, som han havde håbet, og hans Frihedsparti er uden for indflydelse i det hollandske parlament. Marine Le Pen tabte til supereuropæeren Emmanuel Macron. Men i Tyskland skrev Frauke Petrys Alternative für Deutschland (AfD) i september historie ved at blive valgt ind i Forbundsdagen med 12,8 pct. af stemmerne i ryggen. Og selv om de to store europæiske partier, CDU/CSU og SPD, tilsammen fortsat sidder på over halvdelen af de tyske stemmer, så blev det alligevel i sidste ende tyskerne, som igen fik hele fundamentet til at ryste.

Kopi af originalen

Valget i Tyskland i september viste, at det var for tidligt at erklære de EU- og indvandrerskeptiske partier for udmanøvrerede. Det blev bekræftet i oktober, da hver fjerde vælger i Østrig satte kryds ved Frihedspartiet, FPÖ.

Sejrherren i Østrig var den konservative Sebastian Kurz, som havde kopieret store dele af FPÖ’s udlændingepolitik. Også i Holland fik Frihedspartiet sat sine spor, idet den liberale Mark Rutte, som endte med at sætte sig som statsminister, i store avisannoncer talte imod indvandring. Helt anderledes greb Macron sagen an i Frankrig. Han imødegik Le Pen med et klart alternativ til hendes EU-skeptiske linje og talte varmt for det europæiske fællesskab.

Den hollandske professor Cas Mudde, som er ekspert i populisme, har bl.a. i det britiske dagblad The Guardian advaret mod, at de traditionelle partier taler populisternes sprog. De kommer igen og igen til at stå i et dilemma mellem at være tro mod deres ideologiske kerne eller at blive et radikalt højreparti, mener han.

Det dilemma vil herhjemme være både medlemmer af Venstre og socialdemokraterne bekendt. I begge partier er der debat om, hvor langt man skal strække sig for at lægge sig op ad det parti, som ved folketingsvalget i 2015 fremstod som den helt store vinder: Dansk Folkeparti.

Socialdemokratisk nedtur

De partier, som for alvor har blødt til Europas nye højre, er socialdemokraterne. 2017 blev ikke noget stort valgår for Europas socialdemokrater. I Frankrig, Østrig og Tjekkiet mistede de magten, og i Tyskland lykkedes det dem ikke at slå den konservative kansler, Angela Merkel. I Norge indkasserede Arbejderpartiet et markant nederlag. Tendensen er klar, uanset hvilken strategi socialdemokraterne har anlagt. I Storbritannien rykkede Labour til venstre og tabte. I Østrig strammede SPD op på udlændingepolitikken og tabte.

To EU-lande, som stadig har socialdemokratiske regeringer, skal til valg i 2018: Italien i foråret og Sverige i efteråret.

I Italien sidder Paolo Gentiloni på premierministerposten, men regeringspartiet, Partito Democratico, ledes reelt af Matteo Renzi, som trak sig som premierminister, da han ikke kunne få sine valgreformer gennem en folkeafstemning. Han er udfordret af sin egen yderste venstrefløj på den ene side og af Silvio Berlusconis genopstandne borgerlige Forza Italia og Beppe Grillos Femstjernebevægelsen på den anden. Sidstnævnte var og er jokeren i italiensk politik. Det er umuligt at placere femstjernerne på en traditionel højre-venstre-akse. Partiet opstod på internettet og ledes af den tidligere komiker Beppe Grillo, som gennem hurtige onlineafstemninger flere gange har demonstreret, at partilinjen kan drejes 180 grader. Ved forrige valg fik partiet hver fjerde stemme på paroler om, at politikerne kunne rende det i røven. Femstjernerne lagde ud som et EU-kritisk parti og har i EU-parlamentet siddet i samme gruppe som Nigel Farage fra Storbritannien, men søgte i foråret overraskende ind i den stærkt EU-begejstrede liberale gruppe. Det blev der dog ikke noget ud af. De liberale afviste at optage dem.

Italien bliver dermed det sidste af de tre store, gamle EU-lande, hvor vælgerne indirekte kommer til at tage stilling til Europa. Ud over femstjernerne vil de partier, som Berlusconi ventes at samarbejde med, Lega Nord og Fratelli d’Italia, styre Italien i en mere EU-kritisk retning. Berlusconi selv har allerede gjort sig til talsmand for et opgør med bureaukratiet i Bruxelles.

Nordens sidste bastion

I Sverige skal statsminister Stefan Löfven kæmpe for den sidste skandinaviske socialdemokratiske bastion. I Norge regerer konservative Erna Solberg, i Danmark sidder liberale Lars Løkke Rasmussen. På den svenske sidelinje står Sverigedemokraterne, som længe lå lunt i meningsmålingerne, men som i den senere tid er dalet efter flere interne opgør i partiet.

Den svenske strategi var modsat Holland og Østrig at holde det yderste højre helt ude i strakt arm. Men efteråret 2015 vendte op og ned på svenskernes sædvanlige forestillinger, da omkring 163.000 flygtninge søgte asyl i Sverige. Grænsen blev lukket, og udlændingeloven strammet.

På spørgsmålet om, hvad den samlede lære er af vælgerbevægelserne i Europa, svarer Jan-Werner Müller, professor på Princeton University og forfatter til bogen ”Hvad er populisme”, at en af lærerne er, at man ikke kan lave forsimplede teorier eller konklusioner, og at det er betænkeligt, når de EU- og indvandrerkritiske partier udråbes til at have mere føling med folkedybet, og hvad der rører sig blandt vælgerne.

»Når man giver populisterne eneret til at fortælle, hvad der virkelig bekymrer, så har man misforstået, hvad demokrati går ud på,« mener han og henviser til, at hverken Nigel Farage og Geert Wilders har succes blandt mere end højst en fjerdedel af vælgerne.

Kamp om fortællingen

Cas Mudde tilføjer i et interview med arabiske Al Jazeera, at de såkaldte populistiske partier i sig selv ikke er en succes. Ingen af dem sidder i regering, og gennemsnitligt får de ikke mere end 12-15 pct. af stemmerne.

»Kun få af dem har formået at etablere en stabil vælgerbase,« siger han og tilføjer, at når de alligevel står stærkt, er det, fordi det er lykkedes dem at øge indflydelse i andre partier, og at det har været tydeligt siden 2015.

»Der har været en debat om, hvorvidt de repræsenterer tidsånden og folkets vilje, og det har tilskyndet de etablerede partier til at gå imod yderligere integration og til at stå stærkere på nationalstaten. Men det er vigtigt at huske på, at det er de etablerede partier, som kan bestemme fortællingen,« mener han og spår, at Angela Merkel og Emmanuel Macron sammen kan skabe en positiv stemning om Europa.