Nordkorea bekræfter: Nu er diktatorens onkel henrettet
Indflydelsesrig politiker, som blev degraderet forleden, er nu også blevet henrettet.
Los Angeles
Jang Song-Thaek, en af de mest magtfulde personer i det lukkede og stalinistiske nordkoreanske regime, er blevet henrettet.
Det bekræfter det officielle statslige nyhedsbureau KCNA sent torsdag dansk tid (fredag morgen lokal tid).
"Værre end en hund"
Mandag bekræftede samme bureau, at den magtfulde onkel til landets unge leder, Kim Jong-Un, var blevet afsat fra alle politiske poster.
Det statslige tv viste i den forbindelse ydmygende billeder af Jang Song-Thaek, hvor han blev ført væk fra sin plads i parlamentssalen af uniformerede officerer.
”Han var værre end en hund,” citeres Kim Jong-Un fredag for at have sagt om onklen, som i en årrække ellers havde været en af de centrale skikkelser i hierarkiet i Nordkorea.
Ustabil og anspændt situation
Jang Song-Thaek blev af mange regnet for at være den, der sikrede, at magten i 2010 overgik til den unge og relativt uerfarne arving i Kim-dynastiet.
Eksekution af politikere er et velkendt fænomen i Nordkorea, men ifølge mange iagttagere tyder henrettelsen af en så markant skikkelse på, at situationen i Nordkorea er meget ustabil.
Ifølge KCNA blev Jang Song-Thaek straffet for at være en misbruger af narkotika, en skørtejæger og en politisk komplotmager, der ville danne sin egen fraktion i det regerende parti.
Guldreserven skrumper
Det er usikkert hvor meget reel magt Kim Jong-Un egentlig besidder, eller om han i virkeligheden styres af militæret.
Men med udrensningen af næstformanden for landets øverste militære råd forudsiger sydkoreanske analytikere nu, at Kim bliver den uomtvistelige magthaver.
Nyheden om henrettelsen kommer samtidig med forlydender om, at Nordkorea tilsyneladende i al hast er begyndt at sælge ud af landets guldreserver til Kina for at undgå et forestående økonomisk sammenbrud.
Salget er ifølge iagttagere en klar indikation på, at den nordkoreanske økonomi er i dyb krise.
Sjældne metaller til Kina
Oplysningerne, som stammer fra sydkoreanske kilder med indblik i Nordkoreas handelsforbindelser, er opsigtsvækkende, fordi landets grundlægger Kim Il-Sung i sin tid lovede, at man aldrig ville sælge ud af netop guldreserven.
Nordkorea handler i forvejen med Kina på flere områder.
Det isolerede militærregime eksporterer eksempelvis for mellem 15 og 25 mio. dollars sjældne metaller til Kina.
Flere henrettelser på vej
Den henrettede politikers hustru Kim Kyong-Hui, er også fjernet. Hun er søster til den afdøde leder Kim Jong Il, far til den nuværende leder.
Der ventes dog flere udrensninger af andre folk med forbindelse til Jang Song-Thaek.
”Det bliver blodige udrensninger, så Kim Jong-Un kommer til at fremstå som magtens centrum, der ikke kan udfordres,” siger Tang Moo-Jin, professor ved Universitetet for Nordkoreastudier i Seoul, til det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap News.