Indtryk fra et besøg i Nordkorea

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Hvordan opbygger og opretholder man en kultdyrkelse af sin person og familie på en sådan måde, som det er lykkedes Kim Il-sung og hans efterkommere i Nordkorea?

Det var et af de spørgsmål, som jeg håbede at få besvaret, da jeg for nylig rejste til det myteomspændte, kommunistiske land sammen med en gruppe fra det amerikanske Harvard University.

Allerede ved ankomsten til den glohede betonbygning, som udgør Pyongyangs lufthavns ankomsthal, så vi de første tegn på, at vi var trådt ind i Kim-familiens dynasti. Alle nordkoreanere – fra de små, uniformerede vagter i paskontrollen til vores tre vestligt klædte guider, der tog imod os i lufthavnen, og som ikke veg fra vores side i de 10 dage, vi befandt os i landet – bærer en lille broche på brystet med et billede af ”Den Store Leder”, Kim Il-sung, eller hans søn, ”Den Kære Leder”, Kim Jong-il.

Da vi kort efter vores ankomst kørte ind gennem Pyongyang by, blev vi mødt af billeder og statuer af de to ledere overalt, men det havde jeg nu forberedt mig på hjemmefra, og derfor blev jeg ikke så overrasket.

Overraskende var det til gengæld, at Pyongyang ved første øjekast fremstår som en moderne, civiliseret by. Bygningerne ser så nye ud, at det næsten ligner Dubai, og der kører smarte, vestlige biler rundt af mærker såsom Mercedes og BMW. Det forekom mig ganske paradoksalt, for inden min afrejse havde jeg jo læst, at FN vurderer, at op mod en fjerdedel af landets børn er underernærede, og at flere millioner nordkoreanere døde af sult i 1990’erne. Familien Kim siges desuden at styre befolkningen med benhårde metoder, der omfatter offentlige henrettelser og deportation til koncentrationslejre.

Hvordan kunne det passe? Pyongyangs velstand synes at afspejle, at befolkningen har det så godt, at det måske er derfor, at de forguder Kim-familien.

Illusionen bristede dog snart efter. Allerede samme aften oplevede jeg, hvordan Pyongyang synes at fungere som en stor, idyllisk kulisse, der dækker over det virkelige Nordkorea.

Så snart det blev aften, blev millionbyen indhyllet i totalt mørke, for landet har ikke tilstrækkelig elektricitet til at kunne forsyne hovedstadens skyskrabere med elektricitet. Ud over vores hotel, der var forbeholdt udenlandske gæster, var kun statuerne af lederne lyst op.

Mere skræmmende er, at det ikke kun er elektricitet, der mangler i Pyongyang; man ser heller ingen gamle mennesker i gadebilledet – ej heller én eneste syg eller handikappet.

»De er indenfor eller på plejehjem, hvor de har det godt,« lød svaret, da jeg spurgte vores guider.

Først da vi forlod byen for at besøge et kollektivt landbrug, fik vi et glimt af, hvordan størstedelen af den nordkoreanske befolkning lever. For ude på landet kan man køre i timevis uden at møde et eneste andet køretøj. Herude har folk ikke adgang til biler, traktorer eller lastbiler, så alt arbejde i markerne foregår ved håndkraft.

Fattigdommen i landdistrikterne står i slående kontrast til hovedstaden, og det eneste, man ser, er fattige, små bønder, der sidder på hug i majs- og rismarker, samt hyppige militære checkpoints, der kontrollerer, hvem der kan og må forlade deres landsby.

Ifølge vestlige medier har det hårde liv for menigmand på landet haft sin pris. For nylig var Nordkorea nødt til at nedjustere minimumshøjden for mænd, der skal i militæret, fra 145 til 142 cm, da underernæring har ført til, at en anseelig del af befolkningen ellers ikke kan imødekomme højdekravene til at aftjene den mange år lange værnepligt. Til sammenligning er den gennemsnitlige sydkoreanske mand ca. 172 cm høj.

Man får derfor et indtryk af, at næsten alle landarbejdere i Nordkorea fødes, arbejder og dør i deres landsby uden nogen mulighed for at se eller høre om livet i Pyongyang eller i resten af verden. Derfor forstår man, at de formentlig ikke sætter spørgsmålstegn ved deres ledere eller systemet.

Anderledes er det med den meget lille elite, som åbenbart er så trofast og højt rangerende, at regimet tillader dens medlemmer at bo i Pyongyang. For selv om de også er forbudt adgang til internet og telefon til omverdenen, kan regimet ikke skærme dem fra de ekstreme forhold på landet. Alligevel var det mig umuligt at bedømme, om de rent faktisk tror på illusionen om Nordkorea som det perfekte samfund. Vi var på forhånd blevet advaret om, at vi ikke måtte stille kritiske spørgsmål, og alle samtaler med vores guider foregik således på et meget overfladisk og høfligt plan.

Alligevel kunne jeg ikke dy mig.

»Det er jo pudsigt, at jeres store lederes magt går i arv, og at de hersker hele livet. Er det ikke lidt som et kongehus i Europa,« spurgte jeg efter nogle dage.

»Nej!« lød svaret straks, »vores store ledere er alle blevet valgt på basis af deres evner. Vores leder Kim Jong-un (der trådte til som ca. 25-årig efter faderens pludselige død i 2011) er valgt, fordi han er landets dygtigste general.«

En spændende udvikling i kultdyrkelsen af Kim-familien er mystikken, som omgiver Kim Jong-un. For i modsætning til faderen, Kim Jong-il, og bedstefaderen, Kim Il-sung, hvis bedrifter og liv bliver studeret og hyldet ned i mindste detalje, taler man ikke gerne om Kim Jong-un – ud over at beskrive hans næsten guddommelige evner i overordnede træk.

Jeg kunne ikke få svar på et eneste af de spørgsmål, som jeg stillede om Kim Jong-un, såsom hvor han havde gået i skole (hvilket vi i Vesten ved, at han gjorde i bl.a. Schweiz), hvorfor hans storebror Kim Jong-nam ikke blev valgt til den næste leder (hvilket skyldtes, at han blev anholdt i Tokyo i 2001 med et falsk pas i et forsøg på at komme til Japan for at besøge Disneyland), eller om noget så banalt, som hvor han bor. Ligegyldigt hvad jeg spurgte ind til om Kim Jong-un, lød svaret: »Det ved vi ikke meget om.«

Kort sagt: Ved at holde befolkningen hen i det uvisse for så vidt angår detaljer om ”Den Store Efterfølger”, som han kaldes, er der intet, som befolkningen kan kritisere eller stille spørgsmål til.

Det, der især undrede mig, var, at ingen stillede spørgsmål til ledernes ekstravagante livsstil. Vores besøg inkluderede en dag i Kumsusan Paladset, hvor Kim Jong-il og Kim Il-sung ligger balsameret i glaskister. Ud over det uhyggelige i at betragte to mennesker, der bedst kan beskrives som udstoppede, var det fascinerende at se dette kolossale palads. Mest af alt mindede stedet om et stort overflødighedshorn af luksus – alt fra ledernes luksusbiler og speedbåde til deres guldmedaljer og private togvogne står udstillet i ultramoderne omgivelser.

»Dette palads må jo have kostet formuer at bygge og vedligeholde,« spurgte jeg.

Guidens stolte svar var meget sigende for tingenes tilstand i Nordkorea, som på afrejsedagen mest af alt mindede mig om en pyramide, hvor alle knokler for at sende ressourcer mod samfundets top:

»Kumsusan Paladset var folkets gave til de store ledere.«