Nu genstarter Japan sine atomkraftværker
Store demonstrationer, mens Japan vækker landets atomkraftværker til live igen.
Først kom jordskælvet. Så tsunamien.
Og så ulykken på Fukushima.
Og i de efterfølgende uger og måneder blev samtlige atomkraftværker i Japan lukket ned for at undgå nye katastrofer.
Nu godt et år senere er Japan begyndt en længere proces med at genstarte landets i alt 50 atomkraftværker.
Varm sommer venter
Det sker i frygt for sommerens varme, hvor klimaanlæg over hele Japan vil stå tændt døgnet rundt - og dermed lægge endnu et pres på landets hårdt pressede energiforsyning.
Derfor blev reaktor nummer tre på værket Ohio i weekenden det første, der blev vækket fra sin ufrivillige dvale.
Snart følger også reaktor fire på samme sted, og størstedelen af de 50 værker skal senere på året ligeledes genstartes.
Det sker efter omfattende sikkerhedskontrol af teknikken på de store værker.
Men hvem kan garantere, at der ikke igen sker et nyt uheld? - spørger bekymrede borgere sig selv og myndigheder.
Og den garanti vil ingen give.
Stadig problemer
Nær præsident Yoshihiko Nodas bolig demonstrerede flere end 10.000 borgere i weekenden i protest mod genstarten af værkerne.
Og foran netop Ohi-værket lovede demonstranter, at de ville blive nat efter nat, hvis dét var nødvendigt.
»Det er en løgn, at atomenergi er rent,« sagde en af demonstranterne, den 41-årige musiker Taisuke Kohno, ifølge nyhedsbureauet AP.
»Efter at have oplevet atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, hvordan kan Japan så drømme om atomkraftværker?«
På Fukushima Dai-ichi-værket er problemerne fortsat ikke helt løst.
Således brød et nedkølingssytem lørdag ned, og et midlertidigt system var først på plads i løbet af søndagen.