Fortsæt til indhold
Asien

Flere end 500 anholdt efter dødeligt guru-kaos i Indien

29 har mistet livet under urolighederne, der begyndte i byen Panchkula. Udenrigsministeriet advarer danskere.

Myndighederne i Indien har anholdt 524 personer og har lørdag aflyst over 340 togafgange i forbindelse med de opsigtsvækkende demonstrationer, der siden fredag har præget byen Panchkula og andre dele af Indien.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Epicentret for optøjerne er den indiske sektleder, skuespiller og sanger Gurmeet Ram Rahim Singh, der fredag blev kendt skyldig i at have voldtaget to kvinder i 2002 ved domstolen i Panchkula, Haryana.

Dommen har ført til voldsomme uroligheder i byen, hvor tusindvis af Singhs tilhængere har været i gaderne for at demonstrere mod voldtægtsdommen og insistere på hans uskyld. Fredag var der flere voldelige sammenstød mellem demonstranterne og politi- og sikkerhedsstyrker samt meldinger om ildspåsættelser i Haryana og Punjab.

Urolighederne spredte sig også til visse områder af New Delhi, Rajastan og Uttar Pradesh. Indtil nu har 29 mistet livet under protesterne, og over 200 personer skal være blevet såret, melder Reuters.

Der er fortsat sikkerhedsfolk i gaderne i Panchkula, og ifølge nyhedsbureauet forbereder myndighederne sig på, at der kan opstå yderligere optøjer mandag, når den endelige strafudmåling forventes at finde sted.

Udenrigsministeriets Borgerservice råder danskere, der befinder sig i Indien, til at undgå unødig færdsel i de påvirkede områder.

»Der kan weekenden over og på mandag forventes yderligere demonstrationer og voldelige sammenstød,« skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside.

På sin egen hjemmeside beskriver Gurmeet Ram Rahim Singh blandt flere andre ting sig selv som en spirituel helgen, en sportsmand, et ungdomsikon og en feminist. I den spirituelle gruppe Dra Sacha Sauda, hvor han siden 1990 har været sektleder, er han kendt som "Godman". Navnet betyder "hellig mand" eller "guru".

Sekten hævder at have 60 mio. tilhængere på verdensplan.