Fortsæt til indhold
Asien

De er hurtige i Japan - jordskredshul lukket på to dage

Det 30 meter store jordhul, som tirsdag i sidste uge pludselig opstod i den japanske storby Fukuoka, er nu tildækket igen. Reparationen tog to dage.

Et centralt vejkryds i den japanske storby Fukuoka er tirsdag genåbnet efter et jordskredshul opstod tirsdag i sidste uge.

Vejarbejdere har hen over weekenden arbejdet i døgndrift for at lukke det 30 meter store jordskredshul, som spærrede et travlt område i millionbyen Fukuoka.

Jordskredshullet truede nærliggende bygninger og togstationen i området, og på grund af sikkerhedstjek kunne reparationen først begynde i weekenden. Men da reparationen først begyndte, så gik det stærkt.

I en opvisning af traditionel japansk effektivitet og arbejdsomhed lykkedes det arbejdere at lukke hullet og lægge en ny vej på omkring 48 timer. Det beretter flere japanske medier ifølge the Guardian.

Reparationen inkluderede blandt andet udskiftning og reparationen af flere kloakrør, nye trafiklys og genetableringen af strømkabler, som alt sammen var blevet slugt, da jordskredshullet opstod omkring klokken 5.00 om morgenen japansk tid den 8. november. (Artiklen fortsætter under videoen)

Jordhullet forårsagede strømafbrydelser, ingen telefondækning og manglende vand- og gasforsyninger. Ingen personer kom dog til skade.

Reparationen af hullet krævede også omkring 6.200 kubikmeter sand og cement for at fylde hullet op.

Borgmesteren i millionbyen Fukuoka, Soichiro Takashima, forklarede, at undergrunden nu var 30 gange stærkere end før, og at et stort eksperthold nu skal forsøge at klarlægge, hvorfor jordhullet opstod.

Japanske medier spekulere i, at jordhullet, der målte 30x27 meter og var 15 meter dybt, skyldtes konstruktionsarbejde på nogle af byens kloakrør.