Vilde tigre reddet fra udryddelse
Gode nyheder: For første gang i årtier stiger antallet af den truede dyreart i de asiatiske skove.
For første gang i flere årtier er antallet af tigre i naturen steget.
Mens der i 2010 levede 3.200 vilde tigre i Asiens skove, har man i år talt 3.900 eksemplarer af den truede dyreart. Det beretter WWF Verdensnaturfonden og Global Tiger Forum.
Og det er rigtig gode nyheder, udtaler generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden Gitte Seeberg i en pressemeddelelse.
»At antallet af vilde tigre nu stiger giver os håb for fremtidens arbejde med at redde truede dyr og deres levesteder. Vi ved, at vi kan gøre en forskel og skabe positive resultater, når vi arbejder sammen på tværs af regeringer, lokale samfund og NGO’er,« fortæller hun.
Det er især krybsskytteri og afskovning, der har gjort tigeren til en af verdens mest truede dyrearter. Når skoven i Asien bliver fældet for at skaffe tømmer til salg og skabe plads til landbrugsproduktionen, forsvinder tigerens levesteder.
Ifølge WWF Verdensnaturfonden er det netop et større fokus på at redde de vilde tigre i de lande, hvor arten lever, der ligger til grund for det voksende antal tigre.
I både Indien, Rusland, Nepal og Bhutan er der kommet flere vilde tigre til, fordi arten og deres levesteder har fået bedre beskyttelse. I 2010, da antallet af tigre var på sit laveste, blev de asiatiske lande enige om at iværksætte en plan, der skal fordoble antallet af tigerne fra 2010 til 2022.
Og tigrene har i den grad haft brug for en hjælpende hånd. For bare 100 år siden var der nemlig i omkring 100.000 vilde tigre i verden, og da antallet for få år siden faldt til omkring 3.200, var man ikke sikker på, at arten ville overleve, udtaler Gitte Seeberg:
»Sådan er det ikke længere, og det er virkelig en fantastisk nyhed. At det nu går den rigtige vej viser os, at vi lykkes med en god del af vores arbejde, og det er jo virkelig opmuntrende.«
Størst chance for at møde en vild tiger har man i Indien, hvor der ifølge den nye opgørelse lever 2.226 tigre i skovene. På andenpladsen følger Rusland med 433 tigre.
Myanmar er det eneste land med en tigerbestand, der ikke har kunnet tælle deres tigre på grund af uro i landet.