FN: Den Gyldne Trekant fri for opium
Den engang så berygtede Gyldne Trekant i grænseområdet mellem Thailand, Laos og Myanmar (Burma), som var et center for produktion af heroin, er nu stort set fri for opium.
Det fremgår af en opiumundersøgelse i Sydøstasien, som i dag blev udsendt af FN's Kontor for Narkotika og Kriminalitet (UNODC) i Wien.
- Dette er en succeshistorie om narkotikakontrol, sagde UNODC's chef, Antonio Maria Costa.
Thailand og Laos er næsten fri for opium. Myanmar er fortsat verdens næststørste kilde til opium, og der var 28.500 hektar med opiumvalmuer i 2008. Men dyrkningen er stort set begrænset til delstaten Shans.
- Der er stadig for meget opium i Myanmar, men fremskridt i løbet af de seneste to årtier har været bemærkelsesværdige, sagde Costa.
Han tilføjede, at der stadig er et narkotikaproblem i Sydøstasien. Det er nødvendigt at fremme bæredygtig udvikling.