George Mallory forsvandt på Mount Everest for 100 år siden. Var han i virkeligheden første mand på toppen af verdens tag?
Den britiske bjergbestigers breve er blevet digitaliseret og offentliggjort af hans tidligere college i anledning af 100-året for hans forsvinden.
»Lyset brænder ud, og jeg er nødt til at stoppe.«
Sådan skrev George Mallory næsten profetisk i et brev til sin elskede hustru, inden han begav sig ud på den monumentale opgave at bestige Mount Everest som den første mand i verden.
Brevet blev hans sidste.
Mallory og hans makker, Andrew Irvine, forsvandt på bjerget og efterlod et af verdens stadig lyslevende mysterier. Nåede han og makkeren toppen, inden de blev taget af bjerget?