Fortsæt til indhold
Asien

Kina omringer Taiwan som straf for valget af præsident

Uden varsel indledte Kina en militærøvelse omkring Taiwan tre dage efter indsættelsen af Taiwans nye præsident.

Skyggeboksningen mellem Kina og Taiwan blev opgraderet dramatisk torsdag morgen, da Kina ud af det blå omringede Taiwan i en militærøvelse, som den kinesiske ledelse betegnede som en straffeaktion mod Taiwan over valget af den nye præsident, William Lai.

Øvelsen omfattede styrker fra alle afdelinger af Folkets Befrielseshær (PLA) – hæren, flåden, luftvåbnet og raketstyrkerne – og er ifølge de kinesiske myndigheder programsat til to dage. De kinesiske styrker opererer i øvelsesområder omkring hele Taiwan, inklusive tæt på en række småøer, som kontrolleres af Taiwan.