Politisk kaos i Vietnam: Præsidenten og formanden for nationalforsamlingen udrenset
Vietnam går en usikker politisk og økonomisk fremtid i møde efter store udrensninger i toppen af partiet og bureaukratiet. Milliarder og milliarder af kroner er forsvundet ud af systemerne, og nu er landets rigeste kvinde dømt til døden.
Flag hejst over hele landet. Militærmarcher i Hanoi og Ho Chi Minh City som altid ved denne lejlighed. Den 30. april er Vietnams genforeningsdag, også kaldet befrielsesdagen.
I sammenhæng med arbejdernes internationale kampdag er den 1. maj en af det kommunistiske regimes store nationale højtider. En festlig periode med fridage og tid til at pleje familien.
Men bag den festlige facade udspilles en brutal magtkamp, der har kastet Vietnam ud i politisk kaos med stigende usikkerhed om fremtiden. På 49-års dagen for den officielle afslutning af Vietnamkrigen er to af nationens fire såkaldt bærende søjler ubesat, efter at først præsidenten og siden formanden for nationalforsamlingen er blevet udrenset.