Forsker: Jeg er holdt op med at tage Nobels Fredspris alvorligt
Seniorforsker kalder Icans kamp mod atomvåben for »spild af tid.«
Danmark er ikke med. Og det er store atommagter som USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig heller ikke.
Faktisk har alle Nato-lande holdt sig ude af den FN-traktat om et forbud mod atomvåben, som 122 lande underskrev i juli. En traktat, som International Campaign to Abolish Nuclear Weapons (Ican) står bag, og som er en af grundene til, at bevægelsen netop har modtaget Nobels Fredspris.
Men traktaten er også en af årsagerne til, at centerleder og seniorforsker ved Center for Militære Studier ved Københavns Universitet Henrik Ø. Breitenbauch er kritisk over for Ican som vinder.
»Det er utrolig sympatisk at forestille sig en verden uden atomvåben, men det er meningsløst og i værste fald skadeligt at lave et projekt, som forsøger at gøre dem "ulovlige" i gåseøjne. Gåseøjnene skyldes, at forbuddet skal forstås folkeretsligt og ikke, som vi forstår loven herhjemme, hvor der er en stat, som kan gennemtvinge, at loven overholdes. Det er ren ønsketænkning, og når ingen af de nukleare magter er med, risikerer det i værste fald at forplumre billedet af, hvordan den faktiske regulering af ikke-spredningsaftalen foregår lige nu,« siger han.
Den internationale traktat om ikke-spredning af atomvåben (NPT) trådte i kraft i 1970 og har til formål at forhindre spredning af atomvåben og atomvåbenteknologi samt at arbejde på nedrustning af atomvåben. 191 nationer har tilsluttet sig den.
Nobel-Prisen bliver givet til Ican for bevægelsens »arbejde for at rette opmærksomheden mod de katastrofale humanitære konsekvenser ved enhver brug af atomvåben og for dens banebrydende indsats for at opnå et traktatbaseret forbud mod sådanne våben.«
»Prisen er i stigende grad blevet politiseret på en ønsketænkningsagtig måde, og det er præcis det, som dette projekt går ud på. Det er en kampagne, som ingen konsekvens får for virkeligheden, fordi den ikke har noget med de eksisterende atommagter at gøre, og derfor er den ikke bare spild af tid, men den risikerer også at tage opmærksomheden fra noget andet,« siger Henrik Ø. Breitenbauch.
Han nævner den tidligere præsident Barack Obama som et eksempel på, at Nobels Fredspris er blevet en »forhåbningspris.« Obama havde ikke været præsident i mange måneder, da han i 2009 blev udpeget som vinder af prisen - før han reelt havde nået at gøre noget for verdensfreden.
»Jeg er holdt op med at tage Nobels Fredspris alvorligt. Den er gået fra at handle om, hvem der har gjort noget for verdensfreden, til at handle om, hvem der måske kommer til at gøre noget for verdensfreden. Og når man gør sådan en pris prospektiv, så synes jeg måske det er ved at blive at blive så spekulativt, at det ikke er til at holde styr på længere,« lyder det.